Tilde Svensson

Tilde Svensson var datter af Elias Svensson, der var kommet til Sønderjylland fra Halland i Sverige. Hendes mor Kjestine Rasmussen var født i Bodum i Løjt sogn. Tilde og hendes bror Adolph var fra fødslen svenske statsborgere. Faderen, der var skrædder, udvandrede fra Halland i 1869 til New York, men vednte i 1878 tilbage til Europa.  På vejen fra Hamborg til Halland fik han arbejde i Løjt og giftede sig med Kjestine.

Hun var datter af en skibstømrer, der havde rejst på langfart, men under en rejse druknede hans søn, der var med som sømand, og så slog han sig ned i Bodum og arbejdede som fisker og med at reparere både.

Tildes far, Elias Svensson, rejste flere gange til Amerika, men moderen ville ikke med, hun havde hørt for mange historier om udvandrede kvinder, der længtes hjem.

I 1896 besluttede Elias at vende tilbage til Sverige, og det var ikke så langt væk, så Kjestine og Tilde rejste med. De slog sig ned i Eldsberga i nærheden af Halmstad.

Adolph var på Hejls Efterskole, og kom senere på højskole i Vallekilde og Testrup.

I 1904 rejste Elias igen til New York og - efter kort tid tilbage i Sverige - til St. John i Canada. Han vendte tilbage i 1907, blev syg og døde i januar 1908. Han blev begravet i Sverige.

Kjestine og Tilde besluttede at rejse tilbage til Sønderjylland. Tilde ville gerne have været lærerinde, men med dansk hjemmesprog og først tysk og siden svensk skolegang, kunne hun ikke blive optaget i et seminarium, i stedet lærte hun kjolesyning.

De flyttede i første omgang til Nordborg, hvor Tilde fik en systue og et par år senere købte de et hus i Trænge på Kegnæs, hvor Tilde havde både systue og underviste gårdmandsdøtre i kjolesyning. Hun holdt også søndagsskole for børn.

Juleaften 1913 forærede Adolph og hans kone Tilde et 3-måneders højskoleophold i Kvissel i Nordjylland.

Tilde har i bogen "Under prøjsisk Arrestation" og under overskriften "En statsfarlig kvinde," fortalt om hjemkomsten fra højskolen og arrestationen:

" Det gik i 1914 som i 1848 og 1864, da Krigene brød ud, at man ansaa det for nødvendigt at tage en Mængde Mænd og enkelte Kvinder i Forvaring.

Jeg var på Højskole den Sommer.

I Optegnelserne fra de Dage hedder det: Det var en smuk og solfyldt Sommer, vi, en Flok Piger, deraf to Sønderjyder, tilbragte paa Kvissel Højskole under Forstander Stevns og Frues dygtige Ledelse. De sidste Dage under opholdet, naaede Krigsrygterne imidlertid ogsaa derop, og jeg hørte Fru Stevns halvhøjt sige: "Skulde det blive Krig, ser det svært ud for Sønderjyderne."

Vi skiltes, hver drog til sit. Alene stævnede jeg mod Syd. Det var Lørdag den 1. August, vi rejste fra Skolen. Jo længere jeg naaede frem, des mere svirrede det med Krigsrygter, og da jeg efter en del Vanskeligheder var naaet over grænsen, tog rygterne for Alvor Fart.

Der fortaltes i Toget, at mange Sønderjyder var arresteret, at Bladredaktører var flygtet og nogle skudt. Enkelte sang i Toget, andre græd.

Det var en skøn Aftenstund, da Toget rullede ind paa Stationen paa Sundevedsiden. Den dybeste Fred hvilede over Naturen. Var det da muligt, at denne grænseløse Ulykke kunde være brudt ind over vort Folk?

Da jeg naaede Pontonbroen og saa Afspærringen dér, og senere op igennem Sønderborgs Gader saa Biler med Militær jage afsted, saa maatte jeg se den haarde Virkelighed i Øjnene. Krigen var brudt ud!

Menneskehedens frygtelige svøbe, der skulde ødelægge Tusinder og atter Tusinder af Hjem, deraf mange fra vor Landsdel, gik over Landene.

Natten over blev jeg i min Broders Hjem i Sønderborg, og dagen efter, Lørdag [Søndag] den 2. August , da det første Mandskab drog hjemmefra, tog jeg over til Kegnæs, hvor min kære Moder ventede mig med Længsel.

Saa var jeg atter efter tre Maaneders Forløb hjemme igen; men hvor forskelligt fra Afrejsens Tid. Dengang frem imod en herlig Sommer sammen med dansk Ungdom paa en dansk Højskole, nu Jammer og Forvirring, hvor man saa hen.

De første forvirrede Augustdage vil altid for mig uløseligt være knyttet til en Gryde Solbærsaft.

Vi havde renset Buskene for de sidste Bær, og Gryden var sat over Ilden, og var omtrent ved at koge – da vi, ved at se ud af Vinduet opdagede vi en Vogn ude på Vejen. Paa Sædet sad en Gendarm. Vognen kørte langsomt op mod Huset og standsede uden for vores Verandadør. Gendarmen steg ud og kom med megen Anstand ind i Huset, hvor vi begge stod og ventede paa, hvad der skulde ske.

Gendarmen gik først hen til mig, og derefter hen til min kære gamle Mor, og arresterede os begge. Vi stod maalløse, indtil Moder udbrød: "Men jeg har da ingenting gjort." Det vidste Gendarmen godt, men der var jo krig.

Da jeg saa, at Moder var helt syg af Forskrækkelse og var ved at falde sammen, udbrød jeg: "Jeg følger med straks, men Moder maa de lade slippe."

Først turde Gendarmen ganske naturligt ikke, men ved gentagne Henvendelser og ved at se hen til Moder, tog den menneskelige Medfølelse Overhaand hos ham, og han udbrød: "Sie sind ja alt und krank." Og gammel var Moder opimod de 70 og syg. Hun blev det af Forskrækkelse. Alligevel var det meget smukt af Gendarmen at lade Moder slippe på eget Ansvar, da han jo havde sine Instrukser at følge, men det gik.

Saa kørte vi afsted. Paa Vognen sad en Arrestant, og vi var inde på en Gaard for at hente en Landsmand til, før vi kørte fra Kegnæs.

Undervejs vakte vi en del Opsigt, og at den kvindelige Arrestant fik sin rigelige Part, var ganske naturligt. Det at være arresteret var ikke det værste, men ikke at vide, hvordan det gik Moder, var svært. Jeg kan altid se for mig, hvor hun stod grædende uden for Huset alene hjemme, og tilbragte Tiden den sjælsstærke Kvinde, hun trods alt var, med at gennemsøge Papirer og Breve og brænde, hvad hun mente kunde være farligt for min Broder og mig ved en mulig Husundersøgelse. (Saften gik i Komfuret).

Derefter kom hun til Sønderborg til min Broders hjem, og hun sendte derfra paa min Broders Tilskyndelse Ansøgning om at faa mig fri, da hun stadig ikke var faldet til Ro.

Vi naaede hen til Lørdag den 8. August. I Gaarden paa "Sønderborghus" var der travlt. Arrestanterne skulde flytte. Ved Middagstid blev vi stillet op i Gaarden. Et trist Skue. Alle vore dygtige Mænd stillet op som Forbrydere, hver førende sine små Ejendele med sig.

En Gaardejer fra Sundeved havde et fyldt Pudebetræk paa Skulderen, andre havde Tæpper over Armen eller Kuffert i Haanden. Jeg slæbte paa en Kuffert. Der blev spurgt, om vi to Piger (Frk. Brunthon, Husbetyrerinde hos Landdagsmand Nis Nissen, Vibøge og jeg) ikke kunde blive fri for at være med i Optoget, men Nej, der blev givet Afslag.

Det var varmt, Solen bagede. Vi fik Ordre til at forholde os rolige og ikke vige ud af Rækkerne, for saa kunde det værste ske – og saa afsted – March!

Vi vakte Opsigt i Gaderne. Hvor kunde det være Andet? Vi to Piger fik vore rigelige Del, som vi marcherede afsted med tre eller fire Soldater i Hælene paa os. Taktfast lød Trinene.

Folk ved Vinduer og Døre, mange saa med vemod paa Optoget, andre smilede og godtede sig. – nu kvaltes den sidste Rest af rank Danskhed.

Videre fremad – skulde vi over Pontonbroen? - Nej, vi skridtede forbi, ned til Sønderborgs gamle Slot, dér skulde de alentykke Mure være en Sikkerhed om os.

Samme Eftermiddag blev jeg frigivet for Moders Skyld. Og maatte tilbage på Slottet for at hente Tøjet og tage afsked med Frk. Brunthon [Clara Bronton].

Der blev spurgt, om jeg ønskede at se min Broder. Det vilde jeg begribeligvis gerne. Han blev ført op i Værelset til mig. Vi tog Afsked, og han var meget glad over, at jeg blev fri, saa jeg kunde tage mig af vor Moder.

Og saa gik Turen til min Broders Hjem.

Smaa og Store kom mig i møde, Moder græd af Glæde. Vi var der søndagen over. Henimod Midnat kom Frk. Bronthon. Mændene havde indgivet Ansøgning for hende, for at hun ikke skulde sidde ene tilbage.

Aftenen var som for en Uge siden. Tonerne fra Klaveret lød gribende i den stille Aftenstund: "Kirkeklokker er til Hovedstæder." Jeg gik ud og saa paa Himlen. Der lyste en enkelt Stjerne. Saa roligt, saa klart – ufatteligt at vor Klode skulde ind i en saadan Nød - - -"

Efter moderens død i 1936 blev hun hjemstavnsforfatter. Hun skrev bøger om Als og Sundeved, om hertug Hans og de andre hertuger på Als. Hun udgav i mange år et julehefte, som hun selv skrev mange af artiklerne til, men hun fik også andre til at skrive historier. Mange firmaer støttede hende ved at tegne annoncer i juleheftet. 

Mads Clausen fra Danfoss støttede også hendes arbejde.