92 Karl Frederich Wilhelm Rathey 1878 - 1915

Født 18.10.1878 i Breslau, Polen. Død 12.01.1915. Gefreiter. Infanterist. Regiment 86, 1. kompagni.

Karl Rathey fik en mindesten på Broager kirkegård ved den imponerende gravhøj for de faldne i 1. Verdenskrig. 

Efter de hårde kampe ved Siossons.

Karl Rathey blev født den 18.10.1878 i Breslau (nu Wroclau i Polen), død 12.01.1915 ved Soissons, Frankrig. Faderen var død da Karl Rathey giftede sig i 1912. Moderen Anna Rost, født Wagner, levede i Breslau.

Karl Rathey kommer til Lysabild allerede i 1911, hvor har bliver anklaget for brud på husfreden. Den 18.10.1911 skriver avisen Heimdal: En Slagtersvend Rathey fra Breslau var anklaget for Brud paa Husfreden hos en ældre Enke i Lysabild. Han blev frikendt af Mangel på Bevis.

Den 25.03.1912 gifter han sig i Broager Kirke med Ingeborg Margrethe Jessen. Hun var født 30. januar 1884 og døbt i Broager kirke 4. februar. Datter af fisker Henrik Jessen og Anna Cathrina, født Jensen.

Vidner er fisker Nicholai Warneche, Broager, 28 år, og landmand Peter Jessen, Lysabild, 24 år. Den sidste er Ingeborgs bror født i Iller 22.08.1887. I 1912 var han åbenbart landmand i Lysabild.

De nygifte slår sig ned i Lysabild – Karl Rathey er slagtersvend og arbejder vel hos Slagter Hansen.

Karl og Ingeborg Rathey får 3 døtre, der er døbt i Lysabild kirke: Anni Catharina født 18. august 1912, Helene født 8. september 1913 og Carla Emilie Inge født 22. februar 1915 – 5 uger efter at faderen faldt – en af fadderne er tjenestekarl Christian Lassen. I kirkebogen er anført, at faderen faldt 12.1.1915.

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i regiment 86 sammen med  Rathey på Vestfronten. I breve hjem beskrev Kresten Andersen kamphandlingerne på det tidspunkt hvor Karl Rathey faldt:

- ” Den 13. (Dagen efter at Karl Rathey faldt, red.) havde vi det nogenlunde roligt. Men den 14. gik stormen videre, og den kom, uden at vi anede det. Pludselig hørte vi stormråb lige til højre for os og forfærdelig geværild. Vi skulde flankere angre­bet; sværmede ud i en lang kæde og gik springvis over mod en skov, som var besat af franskmændene, der allerede havde for­ladt stillingen. Vi blev modtaget af en morderisk ild, men gik støt fremad i korte spring, og jeg så slet ingen falde. Ved skov­brynet holdt min afdeling sig længe. De gik på med bajonetten derinde.

Allerede kom der nogle trækkende tilbage med en snes fan­ger. Kort efter måtte vi med ind i skoven, og dér tog vi ca. 50 fanger. Det gjorde mig så ondt at skulle afvæbne dem; til sidst havde jeg hele min lomme fuld af alle slags knive. Men der var intet at gøre. Jeg havde håbet at kunne blive til bevogtning af fangerne. Men kort efter blev vi kommanderet frem igen. Der­ved kom jeg bort fra mit kompagni og sluttede mig til jægerne. De stod længe i en hulvej og trykkede sig, fordi der var et maskingevær, som knitrede foran os, og de syntes, det var dem uværdigt at skulle storme det. Men omsider gik vi løs ned mod et slot i bunden af dalen; dér stod maskingeværet i et tårn, og vi måtte søge dækning ind under murene. Andre fandt straks vej til vinkælderen. Jeg traf dér et par kammerater, og vi sluttede os sammen.

Franskmanden trak sig nu over på den anden side en eng og tog stilling bag en høj banedæmning. Vi måtte frem gennem slotshaven over engen. Til højre lå Soissons ganske nær ved os. I et af de yderste huse stod et maskingevær, der bestrøg hele vejen. I kan tro, vi fik fart på, og jeg begriber ikke, at vi slap fra det, for kuglerne hvislede ind i gruset rundt om os, så man næsten trådte på dem; men heldigvis kom vi over til dæmnin­gen, andre stormede over.

Vi blev tre mand liggende, fordi vi ikke kunde holde ud at løbe mere; men det blev også temmelig hedt, da vi kunde ses fra Soissons og blev stærkt beskudt, så snart vi rørte os. Imidlertid kom 36. bagfra, og dem sluttede vi os til. Vi sværmede ud tværs over engen og begyndte at grave os ned ca. 3-400 meter fra byen.

Om aftenen gik vi tilbage, og undervejs sloges der et dygtigt slag i slottets vinkælder. I sko­ven fandt vi en såret løjtnant; ham bar vi op over skrænten. Endelig nåede jeg hjem; men næppe havde jeg gjort anstalter til at få noget at spise, før vi blev alarmeret igen. Stillingen skulde holdes nede på engen, og vi måtte ned igen for at forsvare stillingen og grave os rigtig ned. Det var vi færdige med hen ad kl. 2. Så svøbte jeg mig ind i min kappe og vilde netop til at slumre ind, da vi på ny blev alarmeret; vi skulde afløse 12. re­giment. Nu gik vi vild i de mange skyttegrave og irrede om­kring kl. halv syv, hvorpå jeg straks blev kommanderet på lyttepatrulje.”

Broager Kirke med den nyanlagte gravhøj til minde om sognets faldne.

Karl Rathey's død er også omtalt i dansk-amerikanske aviser: I Bien 19.3.1915: Carl Rathey af Lysabild er faldet i Kampen ved Soissons den 12. Januar. Han var 36 Aar gammel og efterlader Kone og Børn. Og i Den danske Pioneer den 29. 4. 1915 under faldne nævnes Karl Rathey af Lysabild, uden andre oplysninger.

Hustruen Ingeborg sætter i april en annonce i Flensborg Avis: For de mange Beviser på hjertelig Deltagelse ved min kære Mands død siger jeg herved alle min hjerteligste Tak. I Særdeleshed en Tak til Hr. Pastor Langelo for hans trøsterige Ord. Ligeledes siges Slagtermester Hansen og Landmand Lassen Tak for al god Hjælp og Bistand i den Tid, min Mand var i Felten, og efter Tiden, og til alle som har staaet mig bi i den trange tid. Inge Rathey, født Jessen og Børn. Lysabild pr. Skovby

Slagtermester Hansen må være slagter Peter Hansen, senere tager denne familie efternavnet Damm. Og landmand Lassen er vel Christian Lassen, (nr. 71) der var fadder ved den yngste datters dåb – og som selv falder i 1918.

Af efterladtesagen fremgår, at Ingeborg Rathey flytter tilbage til Broager, her er hun i folketællingen 1921 sammen med sine døtre, dvs. kun de 2 ældste er nævnt, den yngste er måske glemt, eller opholder sig hos andre.

I avisen Hejmdal 29. september 1922 er der under overskriften Broager Sogneraad blandt andre meddelelser denne oplysning: En Ansøgning fra Fru Rathey, Broager, om Beværterbevilling, anbefaledes.

Om det blev ført ud i livet er vel tvivlsomt, i hvert fald flytter hun med de 3 små piger til Århus, her er hun i folketællingen 1925 på adressen Klostergade 82, 2. og det fremgår at de også boede på adressen den 5. november året før.

Hun står som: Husmoder, Pension efter Krigen, arbejder ved Forskjellig. Om den ældste datter Anni Catharine, står der, at hun har haft en Byplads/været Bypige, men ikke nu.

I folketællingen 1930 bor de fortsat på adressen, om Ingeborg står der: Rengøring og Krigspension. Arbejdsgiver: Marinus Johansen (han havde en Farve- og Tapethandel i Immervad 2). Anni står som Tandteknisk Elev hos Tandlæge Møller, Søndergade 38, Helene er Modist Elev hos Modist E.M. Poulsen, Vestergade 4, (modehandlerinde Ellen Poulsen) og Carla er Husassistent hos Glarmester Jensen, Ny Munkegade 32.

På adressen bor også Søren Sørensen, Handelsmand fra Låsby, en logerende måske, der hører åbenbart et loftsværelse til lejligheden på 2. sal. I 1937 har fru Rathey en annonce i Aarhus StiftsTidende, om at et møbleret loftsværelse er til leje.

I 1959 står Ingeborg Rathey i vejviseren til at bo på adressen Martin Vahls Vej 1, 1. sal – hun dør på Kommunehospitalet den 18.9.1959 – iflg. kirkebogen for Møllevangskirken begraves hun på Vestre Kirkegård. I indførslen i kirkebogen står hendes far ikke som fisker, men som teglværksarbejder. Døtrene sætter 23. september en annonce i Aarhus Stiftstidende:Vor kære, lille mor, svigermor og mormor, Ingeborg Rathey, sov stille ind den 18. sept. 1959 Anni og Asger, Helene og Poul, Carla og Erik og Børnebørnene. Begravelsen har fundet sted.