Enhver duelig tysk mand, som ikke var udelukket på grund af vanærende straffe, var værnepligtig fra det afsluttede 17. til det afsluttede 45. leveår. Enhver værnepligtig kunne fra det 20. til det 39. leveår indkaldes til tjeneste i hæren eller flåden.
Tjenestepligten blev opdelt i:
- aktiv tjenestepligt
- reserve tjenestepligt
- Landwehr tjenestepligt
- Erstatnings-reserve tjenestepligt.
Den, som ikke tilhørte nogen af disse kategorier, tilhørte Landsturm.
Aktiv tjenestepligt
Den varede fra 1893 2 år ved infanteriet og alle øvrige fodtropper. Ved kavaleriet og det ridende artilleri var den 3 år, ved trænet var den 1 eller 2 år, og ved flåden 3 år.
Etårsfrivillige
Unge mænd, som kunne fremvise et videnskabeligt duelighedsbevis – f.eks. eksamensbevis fra den etårige Untersekunda, og selv havde råd til at betale for mundering, kunne udføre deres tjenestepligt som såkaldte etårsfrivillige. De skulle melde sig frivillig mellem det afsluttede 17. og 20. leveår. Prøven indeholdt tre sprog (tysk og to fremmedsprog) samt geografi, litteratur, matematik, fysik og kemi. Indkaldelsen fulgte så den 1. oktober (undtagelsesvis 1. april) De etårsfrivillige kunne, i det omfang det var muligt, selv vælge våbengren. Efter seks måneders aktiv tjenestetid kunne de forfremmes til underkorporal.
De etårsfrivillige blev, hvis de egnede sig til det, uddannet til reserveofficerer eller til Landwehr, ellers blev de underofficerer af reserven eller Landwehr.
Reservetjenestepligt
De som var færdige med aktiv tjeneste blev overført til reserven. Tjenestepligten i reserven varede indtil der sammen med den aktive tjenesteperiode var gået syv år. Reservister var forpligtet til at deltage i 8 ugers øvelser.
Landwehr tjenestepligt
Ved Landwehr var der første og andet geled. Efter tiden i reserven blev man overført til første geled. Ved indtil to års aktiv tjeneste varede tjenestetiden fem år. Mænd med mindst tre års aktiv tjeneste blev kun tre år i første geled. Mænd i første geled kunne indkaldes til øvelser.
Man blev i Landwehr indtil den 31. marts i det år hvor man afsluttede det 39. leveår. For de som havde tiltrådt aktiv tjeneste inden det 20. leveår sluttede tjenestepligten tilsvarende før.
Erstatningsreserve tjenestepligt
Personer, som ganske vist var erklæret tjenestedygtige, men ikke var blevet indkaldt til aktiv tjeneste, blev efter behov overført til erstatningsreserven. Dette personel var det meningen skulle supplere hæren i krigstilfælde. Det var en stor gruppe, for i 1914 var næsten halvdelen af alle tjenestedygtige i hver årgang ikke blevet indkaldt til tjeneste. Erstatningsreserve tjenestepligten varede i 12 år fra det 20. til det 32. leveår.
Landsturm
Alle personer fra det 17. til det 45. leveår, som var tjenestedygtig, men ikke tilhørte nogen af de ovennævnte grupper, tilhørte Landsturm. I fredstid gennemførte Landsturm ikke øvelser.
Rekrutteringsområder
Hvert armékorps havde et rekrutteringsområde, hvorfra korpsets enheder i første række hentede mandskab. Korpsområderne var yderligere inddelt i Landwehrbezirke, som blev ledet af en Bezirkskommando. Et Landwehrbezirk bestod af en række underordnede forvaltningsområdet. Desuden var der indrettet en række kontorer til overvågning af de værnepligtige. Gardekorpset havde et eget rekrutteringsområde idet udvalgt mandskab til den preussiske garde (af garderhøjde) kom fra hele Preussen og staterne i Nord- og Mellemtyskland.
Tjenestestart og edsaflæggelse
Værnepligtige indkaldtes hvert år i oktober. Edsaflæggelsen skete efter oplæsning af krigsartiklerne og åndelig forberedelse efter trosretning i kirker og synagoger med hånden på fanen eller ved artilleriet på kanonen. Hver forbundsstat havde sin egen ed. Der blev aflagt ed til den lokale fyrste og kejseren. Værnepligtige fra Elsass og Lothringen aflagde kun ed til kejseren. Hvis værnepligtige aftjente deres værnepligt i en anden forbundsstat aflagde de deres egen stats ed men fik belæring om også at være tro mod den fyrste som enheden tilhørte.
Frivillig tjeneste
Det var muligt at melde sig frivilligt til aktiv tjeneste i 2, 3 eller 4 år – hvilket havde den fordel, at man selv kunne vælge hvilken våbenart man ville tilhøre, i stedet for blot at blive tildelt en. Ligeledes kunne man frivilligt forlænge tjenestetiden. Disse frivillige kaldtes kapitulanter, og var det primære rekrutteringsgrundlag for underofficerer.
Civil forsørgelse af udtjente underofficerer
Underofficerer, som udtrådte af hæren efter 12 års tjeneste, modtog et civilforsørgelsesbevis, som gav den fortrinsret til ansættelse i statens tjeneste. Desuden modtog aftrådte underofficerer en tjenestepræmie, som i 1911 var på 1000 mark.