Danskheden har altid stået stærkt i Lysabild sogn på Sydals. Ved genforeningen i 1920 stemte 90 % af de valgberettigede borgere i sognet dansk.
Ifølge Danmarks Statistik havde sognet i 1860 i alt 1.660 indbyggere. I 1910 var indbyggertallet steget til 1.718.
I 1921 var indbyggertallet derimod faldet til 1.586, hvoraf 759 var mænd og drenge og 827 var kvinder og piger.
En af årsagerne til faldet i indbyggertallet var 1. Verdenskrig, hvilket nok også var forklaringen på, at der i 1921 var flere kvinder end mænd tilbage i sognet.
104 mænd med tilknytning til Lysabild sogn kom ikke hjem fra krigen.
Ved første optælling i efteråret 2016 fandt vi 100 faldne med tilknytning til Lysabild sogn. Deraf navnet på hjemmesiden www.100helte.dk. Undervejs har vi i kildematerialet fundet yderligere fire faldne med tilknytning til sognet.
De fleste af mændene fra Lysabild sogn døde på slagmarkerne langt borte fra sognet. På vestfronten i Frankrig og Belgien, på Østfronten i Polen, Rusland og Serbien, på bunden af Nordsøen og så langt væk som i Afrika.
Der var næppe en familie i Lysabild sogn som gik ram forbi. Alle i sognet var mere eller mindre i familie med hinanden. De gamle slægter var gift ind i hinanden på kryds og tværs.
De fleste af sognets beboere havde en far, en søn, en bror, en kæreste eller en fætter som aldrig kom hjem. De faldne fra Lysabild sogn havde tilsammen mindst 92 børn som blev faderløse pga. 1. Verdenskrig.
De preussiske myndigheder registrerede en soldats hjemsted som det sted han boede, da han blev indkaldt til krigstjeneste.
Hvis han var født i Lysabild, men boede i Tandslet ved indkaldelse, blev dødsfaldet registeret i Tandslet. Og omvendt hvis han var født i Tandslet og boede i Lysabild ved indkaldelse, blev dødsfaldet registeret i Lysabild.
I de 104 helte fra Lysabild sogn har vi medtaget alle de faldne som havde tilknytning til sognet dvs. at de var født i Lysabild sogn eller boede i sognet ved indkaldelsen.
Den forhadte værnepligt
I slutningen af 1800-tallet udvandrede en stor gruppe helt unge mænd fra Sønderjylland der var blevet besat af preusserne efter det danske nederlag i 1864.
Unge dansksindede mænd ville undgå den forhadte preussiske værnepligt. Mange emigrerede til USA, heraf flere fra Lysabild sogn.
De unge dansksindede mænd som blev tilbage eller som senere voksede op i Sønderjylland fik et valg. Hvis de ikke accepterede et preussisk statsborgerskab og dermed den tvungne preussiske værnepligt, blev de sanktioneret og risikerede at blive udvist fra Sønderjylland.
Det lå også i luften at det ville gå ud over familien hvis de ikke makkede ret.
Den unge sønderjyske mand havde ikke et reelt valg. Han måtte blive og tage den preussiske værnepligt med som en konsekvens af sin familie og sin hjemstavn. En livsfarlig konsekvens skulle det senere vise sig at blive.
Den preussiske værnepligt varede i to år. Herefter var der rådighedspligt indtil man fyldte 40 år.
For de der var tysksindede, var det ikke et problem at stille op i geleddet da 1. Verdenskrig brød ud. Dengang var pligt og ære nærværende begreber.
Der blev ikke stillet spørgsmål. Kejser Wilhelm kaldte. Begejstringen blandt kejserens folk var stor. Krigen var vundet på få måneder og inden julen 1914, mente man.
Sådan gik det ikke.
En krig der ikke var deres
Godt 30.000 sønderjyske mænd, borgere i det daværende Nordslesvig, blev indkaldt til 1. Verdenskrig.
Da Museum Sønderjylland i 2012 begyndte at gennemgå listerne registrerede man dengang 5.137 faldne sønderjyder i 1. Verdenskrig.
I 2021 hvor kildematerialet er blevet udvidet, har man nu registeret 6.646 faldne sønderjyder. Det vil sige, at omkring 20 % af de indkaldte fra Sønderjylland faldt i krigen.
Hvor mange der var indkaldt fra Lysabild sogn og som slap fra krigen med livet i behold ved vi ikke. Adskillige årgange af mænd blev indkaldt så vi snakker om flere hundrede indkaldte fra Lysabild sogn gennem de fire krigsår.
Før krigen var unge mænd til session første gang, det år de fyldte 20 år. Under krigen blev også unge på 17 eller 18 år indkaldt.
Efterhånden som det tyndede ud i geledderne i skyttegravene blev også de midaldrende indkaldt.
Den yngste faldne fra Lysabild sogn var 19 år, den ældste var 43 år.
Ganske få blev forskånet for indkaldelse hvis de havde et erhverv eller position som var særlig samfundsvigtig.
Landdagsmanden Nis Nissen fra Vibøge blev dog ikke skånet selvom han i 1908 var blevet indvalgt som dansksindet repræsentant i Landdagen. Han blev sendt til skyttegravene på Vestfronten. Måske håbede man at slippe af med den dansksindede landdagsmand, men sådan gik det ikke.
Sidst i krigen blev gårdmændene dog skånet da landbrugsproduktionen var vigtig i forhold til fødevareforsyning af tropperne ved fronterne.
Med livet i behold
De der kom hjem fra krigen havde trods alt livet i behold. Nogle havde fysiske ar. Alle havde psykiske ar. Det var forfærdelige ting de overlevende havde oplevet.
Dengang havde man ikke fokus på krigens psykiske følger. I dag ville de fleste overlevende soldater nok havde fået diagnosen posttraumatisk stresssyndrom PTSD.
Psykisk og følelsesmæssigt brændte de fleste inde med deres oplevelser og mange fik efterfølgende psykiske problemer og et problemfyldt liv.
De eneste man kunne snakke med var de gamle krigskammerater. Man havde en fælles forståelsesramme med soldaterkammeraterne og man mødtes i Foreningen Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere (DSK), hvor der også var en aktiv afdeling i Lysabild.
Personlige fortrængninger var ikke alene et problem for soldaterne, men også for familierne. Man havde et billede på væggen, men man talte ikke så meget om den søn som aldrig kom hjem. Det gjorde for ondt.
Efter genforeningen trådte den danske stat til med massiv støtte til de overlevende soldater. Der blev oprettet et Invalidenævn som ydede støtte og bevilgede erstatning og genoptræning til de overlevende.
Enkerne fik krigspension og de faldnes børn fik uddannelsesstøtte mv.
Hvem var de faldne fra Lysabild sogn?
71 % af de faldne var født i sognet.
29 % af de faldne var bosat i sognet ved indkaldelsen, men født andre steder.
41 % af de faldne var mellem 18 og 22 år.
21 % af de faldne var mellem 23 og 27 år.
20 % af de faldne var mellem 28 og 32 år.
18 % af de faldne var over 33 år.
57 % af de faldne arbejdede som tjenestekarle på sognets gårde.
11 % af de faldne arbejdede som selvstændige gårdejere eller forpagtere.
10 % af de faldne var selvstændige erhvervsdrivende f.eks. vognmand, smedemester, slagtermester, købmand, fisker, gæstgiver og skomager mv.
22 % af de faldne arbejdede som lærer, graver, landmåler, kommis, mejerist, arbejder og musiker mv.
Tallene afspejler tydeligt sognets erhvervssammensætning. Landbruget med deraf følgende serviceerhverv var altdominerende i sognet i begyndelsen af 1900-tallet.
Ser man på den geografiske fordeling af de faldne i sognet fordeler de sig således:
4 % af de faldne kom fra Fjelby.
4 % af de faldne kom fra Neder Lysabild.
4 % af de faldne kom fra Skovbyballe.
4 % af de faldne kom fra Kegnæsgård.
5 % af de faldne kom fra Ny Pøl og Gammel Pøl.
8 % kom fra Sarup.
10 % af de faldne kom fra Vibøge.
12 af de faldne kom fra Lysabildskov.
15 % kom fra Mommark.
15 % af de faldne kom fra Skovby.
19 % af de faldne kom fra Lysabild (excl. Neder Lysabild).
I forhold til geografien og størrelsen af lokalsamfundene kan man se, at det ikke alene var Lysabild og Skovby der måtte yde ofre, men det gik også hårdt ud over familierne i de mindre lokalsamfund som Lysabildskov, Sarup, Mommark og Vibøge.
På slagmarken
Flere af de faldne fra Lysabild sogn fik på fronten rang af Gefreiter, hvilket svarer til overkonstabel. Titlen betød, at man havde en vis anciennitet og erfaring på fronten. Nogle fik jernkorset af 2. grad, men de hang temmelig løst under 1. Verdenskrig og blev uddelt i millionvis.
Kun et par af de faldne fra Lysabild sogn fik officerrang.
Officerbestallingen krævede en videregående uddannelsesbaggrund og officerskole. Blandt de faldne fra Lysabild var det ikke mange som fik mere skoleuddannelse end det landsbyskolen kunne byde på.
Mere end 90 % af de faldne fra Lysabild sogn blev indkaldt til det vi på dansk vil kalde fodfolket: füsilier og infanterist, soldater, som lå i skyttegravene og som kæmpede til fods med lette våben. De sønderjyske soldater benævnte sig selv som kanonføde!
I Sønderjylland var der stationeret to fodfolksregimenter. Regiment nr. 84 lå i Haderslev og regiment nr. 86 var stationeret på slottet i Sønderborg. Disse to regimenter blev i folkemunde kaldt ”dansker-regimenterne” da der var mange dansksindede soldater indkaldt i de to regimenter.
For Lysabild sogns vedkommende var det dog kun 20 % af de faldne som var tilknyttet regimenterne i Haderslev og Sønderborg. Resten af de faldne infanterister fra sognet var indkaldt til fodfolksregimenter længere sydpå i det nuværende Tyskland.
For et dansksindet sogn som Lysabild har de preussiske sessionsmyndigheder nok haft en politik om at fordele rekrutterne til forskellige fodfolksregimenter, så man ikke fik samlet for mange dansksindede i samme regimenter og slet ikke fra et så dansksindet sogn som Lysabild.
Indkaldte med særlige forudsætninger blev fordelt til andre tjenestegrene, f.eks. garden, pionèr og artilleri, men det er ganske få.
Ser vi hvor mange fra Lysabild sogn der faldt i de enkelte krigsår var det specielt i 1915 og 1916 at det gik hårdt til både på østfronten i Polen/Rusland og på Vestfronten i Belgien/Frankrig.
11 % faldt i 1914
30 % faldt i 1915
29 % faldt i 1916
15 % faldt i 1917
15 % faldt i 1918
Det var ikke kun i Europa der blev kæmpet i 1. Verdenskrig. Så langt væk som i Mellemøsten, Sydøstasien og på det afrikanske kontinent var der væbnede konflikter som en følge af krigen.
Soldaterne fra Lysabild sogn nåede også langt omkring i deres krigstjeneste.
67 % af soldaterne faldt på vestfronten i Belgien og Frankrig.
21 % af soldaterne faldt på østfronten i Rusland, Polen, Letland og Litauen.
Tre soldater faldt i Serbien og Rumænien. Fire døde i Tyskland, hvor de var overflyttet til lazaretter. En matros gik ned med en ubåd ved Englands kyst. En soldat faldt i Afrika og en døde som krigsfange i England. Fire sårede soldater kom hjem og døde på Als, den ene af den spanske syge.
Nationalt sindelag
Omkring 90 % af de indkaldte soldater fra Lysabild sogn var dansksindede. Det svarer nogenlunde til afstemningsresultatet i 1920.
For nogens vedkommende kan det være svært at vurdere deres nationale sindelag. Har en falden soldat fået sit navn på Marselisborg-monumentet kan vi dog være nogenlunde sikker på at han er dansksindet. Familien skulle simpelthen dokumentere deres dansksindede tilhørsforhold for at få navnet med i Marselisborg.
På mindestenen i Lysabild er der oplistet 66 navne. Her har man taget taget hensyn til lokale familiers ønsker uanset nationalt sindelag.
Degnen i Lysabild har således fået sine to sønner Axel og Peter Tange med selv om de næppe har haft stor kontakt til Lysabild udover at forældrene boede her da navnene til mindestenen blev indsamlet. Nu ligger den gamle degn og hans hustru på Lysabild kirkegård med deres sønners navne på mindestenen 100 meter fra deres gravsted. En smuk gestus fra sognet. Tange blev først degn i Lysabild et år efter sønnernes død.
Man kan spørge om det var det hele værd. Størstedelen af de indkaldte ofrede rent faktisk livet for en sag og en kejser som ikke var deres.
Det vel aldrig værd at ofre sit liv i en krig.
Skal man se positivt på det kan man sige, at de dansksindede sønderjyder som faldt i 1. Verdenskrig var med til fortsat at styrke sammenholdet og danskheden i det besatte Sønderjylland og dermed bevare de danskes håb om at komme hjem til det gamle land.
To år efter krigen lykkedes det. Deres offer havde ikke været forgæves.
Listen med de faldne fra Lysabild sogn bygger på Museum Sønderjyllands optegnelser med løbende justeringer i de sidste par år.
De fleste portrætbilleder af de faldne er hentet Museum Sønderjyllands billedsamling (nu arkiv.dk). Efter 1. Verdenskrig opfordrede museet familierne til at indsende billeder af de faldne. I dag et skatkammer, som vi har haft meget glæde af.
Udgivelsen
Indsamlingen af materiale til denne udgivelse har taget fem år. Inge Nissen har stået for de fleste af personbeskrivelserne, suppleret af Henrik Ingemann, der også har redigeret bøgerne, hjemmesiden og facebookgruppen. Poul Raaby Pedersen har været kontakt til Lysabild Sognearkiv og Hans Duus, Fjelby har medvirket med sit store lokalkendskab. Vi har også modtaget mange bidrag fra familie til de faldne.
Bin