Kort efter 2. Verdenskrig aftjente Jens Kvist sin værnepligt som udstationeret soldat i Nordtyskland. Da han blev hjemsendt, kom han tilbage til Vestjylland for at hjælpe sin far med at passe ejendommen i Ferring, og indimellem var han også daglejer på andre gårde.

I 1950-51 tog han på højskole på Danebod i Fynshav, hvor han bl.a. havde et fag om landbrug, ligesom han også var på studietur til Holland.

I 1951 kom han til omskoling (genindkaldelse i tre uger) i Fårhus-Lejren, hvor han blev oplært i at bekæmpe kampvogne med special skyts der kunne svejse sig igennem armeringen af en kampvogn.

Ved et senere besøg på Danebod Højskole, fortalte landbrugslæreren Slipsager, at man manglede en bestyrer på "Æ Snej" i Dybbøl til november.

Jens fik jobbet og startede til skiftedag den 1. november 1951. Foruden Jens var der to karle på gården og til maj 1952 skulle ejeren også ansætte en husbestyrerinde.

Der var flere kandidater og gårdejeren spurgte karlene om han skulle vælge en pige på 20 år eller en lidt ældre dame på 34 år?

Karlene var ikke i tvivl, det skulle være den unge pige! Elna hed hun og efter nogen tid blev Jens og Elna kærester.

Gårdejerens kone kunne ikke acceptere at Jens og Elna blev kærester, så de sagde op til maj 1952 og tog til København. I Lyngby fik Jens arbejde på en møbelfabrik Lama / France & Daverkosen.

Kegnæs

Elna var barnefødt på Kegnæs på Nr. Landevej nr. 23 den 3. januar 1932. Jens og Elna blev gift den 24. juli 1954 i Kegnæs Kirke.

På et weekendbesøg på Kegnæs i marts 1955 hørte de at naboejendommen. Nr. Landevej nr. 25 var til salg.

Jens og Elna gav et her-og-nu tilbud på 31.000 kr. på ejendommen som dog ikke blev accepteret i første omgang.

Men der blev handlet senere på dagen med håndslag få minutter før de skulle afsted for at nå færgen i Mommark.

Ejendommen var på 12 tønder land, uden nogen besætning.

Stuehuset måtte istandsættes før det kunne bebos. Staldbygningerne var også nedslidte.

Fra maj 1955 og fire måneder frem boede Jens og Elna hos svigerforældrene, mens den ende af huset der havde været hønsehus blev gjort beboelig.

Senere købte Jens yderligere 26 tønder land til gården.

Jens og Elna fik to sønner.

I de første år var det svært at få den lille ejendom til at løbe rundt. Jens fik derfor en mælketur og kørte mælk til Kegnæs mejeri.

Kystudkig Kegnæs Fyr

På Kegnæs Fyr var der en fast bemandet kystudkig, som holdt øje med skibstrafikken i Østersøen og indsejlingen til Flensborg Fjord.

Fyrmester Westborg var alene på fyret fra 1953 efter at fyret blev automatiseret.

Han fik besked om, at han skulle skaffe nogle folk i reserve, så kystudkigget på fyret i særlige tilfælde kunne døgnbemandes.

Jens blev spurgt, og han fik sin soldaterbog indsendt, så han ved mobilisering fremover skulle møde på Kegnæs Fyr i stedet for i Århus.

Så skete der pludselig alvorlige ting i den europæiske historie. Året er 1956. Befolkningen i Ungarn gjorde oprør mod det kommunistiske styre i landet og det kom til en væbnet opstand. Sovjetunionen sendte tropper til Ungarn og 20.000 mennesker mistede livet i det vi i dag kender som "Ungarn-krisen."

På dette tidspunkt udbrød der også en væbnet konflikt i Egypten, Suez krisen, som involverede England og Frankrig m.fl.

Den danske marine blev sat i alarmberedskab og den 12. november 1956 etablerede man midlertidige udkigsposter ved alle de danske fyr.

Jens blev mobiliseret til at møde på Kegnæs Fyr. Alle kystudkigsmænd var pålagt streng militær tavshedspligt.

Den midlertidige ansættelse som udkigsmand ved Kegnæs Fyr blev senere permanent og kom til at vare i mange år.

Ungarn og Suez kriserne blev overstået uden at der blev observeret noget unormalt i farvandet syd for Kegnæs og i Flensborg Fjord.

Senere i historien fik kystudkigsfolkene ved et dansk fyr en plads i verdenshistorien.

I foråret 1962 observerede udkigsmændene på Langeland en flåde af sovjetiske fartøjer som sejlede i konvoj med atomraketter på dækket.

Destinationen var Cuba og den amerikanske præsident J. F. Kennedy etablerede øjeblikkelig en flådeblokade af Cuba. I 13 dage balancerede verdenen på kanten af en atomkrig. Russerne gav sig, fartøjerne vendte om og de sejlede tilbage til Sovjet.

Helt forgæves har udkigsmændenes mange ensomme timer ved fyrene ikke været.

I dag er der fortsat udkigsmænd på Kegnæs, Skagen, Hammerodde og ved Drogden fyr. Trods moderne teknologi, satellitter og radar, så kan et par årvågne øjne stadig noget som teknologien ikke kan.

Ingen fridage

I de første mange år som udkigsmand arbejdede Jens Kvist i et fast vagtskema. Der var ingen fridage, bortset fra lovpligtig ferie.

Døgnet var delt op i fire vagter a' seks timer: morgenvagt – eftermiddagsvagt – aftenvagt og nattevagt. Der var fire mand ansat til at dække alle døgnets timer, syv dage om ugen. Hertil kom en afløser i ferier.

Senere i 1985 fik udkigsmændene en fridag om ugen, så arbejdsugen blev nu nedsat til 36 timer.

Via telefon skulle udkigsmændene rapportere når militære fartøjer sejlede forbi Kegnæs Fyr, uanset hvilken nationalitet fartøjet havde.

Man ringede til Marinestationen i Korsør, som indsamlede informationer om alle militære fartøjer i dansk farvand.

Da marinestationen i Mørvig i Flensborg Fjord var på sit højeste, kunne der godt sejle op til 50 marinefartøjer forbi fyret dagligt.

Øvrige fartøjer blev indskrevet i en protokol.

Hver tredje time døgnet rundt ringede man til Skrydstrup med en vejrmelding: temperatur, skydække, vindstyrke, vindretning og nedbør mv.

Hver aften udsendte Danmarks Radio en vejrmelding fra Kegnæs Fyr.

Udkigsmændene skulle observere i alle døgnets timer. Specielt om natten kunne timerne være lange. Udkigsmanden holdt sig vågen med avislæsning, radio, en god bog og lidt rengøring.

I de første tre år sad Jens Kvist oppe i fyret i et lille rum med et gasblus. Det lille rum blev hurtigt meget varmt. Den konstante kulde- og varmepåvirkning kunne godt give nogle gevaldige forkølelser.

Man holdt også øje med den civile sejlads og flere gange oplevede man skibe i nød og strandinger herunder Faaborg-Gelting Færgen, der gik på grund ved stenrevet ved Pøl.

Jens var også på pladsen da Kegnæs i 1979 var afskåret fra omverdenen i en voldsom snestorm i flere dage. Han måtte kæmpe sig gennem sne og storm for at komme op til fyret på gåben.

Det var kun Jens og fyrmesteren som kunne komme frem, så de måtte holde udkigget og fyret i gang i flere døgn. Jens og fyrmesteren måtte på skift holde vagt i seks timer ad gangen.

I dag er udkigsposten fortsat bemandet, men kun mellem kl. 7 og kl. 21. Udkigsmændene er lokale hvoraf de fleste bor på Kegnæs.

Landmand på Kegnæs

Ved siden af arbejdet som udkigsmand havde Jens Kvist sit lille landbrug.

I 1970 satte han køerne ud og fik 25 søer. Han forpagtede naboens jord og købte større maskiner. Landbruget blev helt afviklet i 1996, hvorefter han forpagtede jorden ud.

Jens kan se tilbage på 33 år som udkigsmand. Han stoppede den 31. marts 1990.

Samme dag stoppede døgnvagten på fyret, så der kom ingen afløser for ham.

På hans sidste arbejdsdag låste han døren på udkigsstationen, smed nøglen ind ad brevsprækken og gik hjem.

Jobbet som udkigsmand var et godt job ved siden af landbruget. Det gav en fast indtægt. I landbruget kunne indtægten være meget svingende.

Statspension

I 1980 døde Nis Vogt der også var udkigsmand på fyret. I den forbindelse fik fyrmesteren udvirket at enken fik en lille pension efter Nis.

Derved blev udkigsmændene klar over at de faktisk var tjenestemandsansatte med alle de rettigheder som hører til denne ansættelse, bl.a. statspension.

Jens arbejdede på fyret i 33 år. Nu har han fået pension fra fyret i 35 år. Det er vist godt for statsbudgettet, at ikke alle statsansatte tjenestemænd bliver så gamle som Jens.

Jens Kvist er en aktiv mand. 

Det begynder at knibe lidt med synet og hørelsen, men hukommelsen fejler ikke noget. Jens klarer sig med hjælp fra sine sønner samt lidt rengøringshjælp. Den varme mad købes og leveres fra Det danske Madhus.

Hustruen Elna døde i 2022.

Jens er en flittig gæst i Lokalhistorisk Arkiv på Kegnæs, når der er åbent hus en gang om måneden. Han er indtil videre det eneste æresmedlem i den lokalhistoriske forening.

Her får han en snak om gamle dage og de mange mennesker, han har kendt på Kegnæs. Mange af de mennesker han har kendt er nu borte.

På arkivet kan hans viden og gode hukommelse bruges. Og så får man altid god, hjemmebagt kage til kaffen i arkivet. Det tager han gerne med.