Historiske sejlture fra Sønderborg

Forlaget Elmegaard I/S og LOF Syd står til søs og indbyder til en spændende sejltur med forfatteren Henrik Ingemann på Sønderborg Bugt, Høruphav og Flensborg Fjord.
Henrik Ingemann har skrevet flere bøger om Høruphav, Kegnæs og spritbådene og er i dette efterår aktuel med en ny bog om Sønderborg Havn.
Vi sejler med Als Turbåde og det gode skib "M/S Tjalfe" fra Havnekontoret i Sønderborg og ud gennem E Slotsgaf, hvor Henrik Ingemann fortæller om broerne i Sønderborg og Sønderborg Sømandsskole.
Skibet sætter kurs mod Høruphav, hvor vi får fortællingen om Torpedostationen i Høruphav og de otte ubåde der blev sænket af deres egen besætning på denne lokalitet tidligt om morgenen den 5. maj 1945.
Sejlturen går videre til Kegnæs Ende, hvor vi hører historien om den amerikanske jagerpilot som blev skudt ned under 2. verdenskrig og fundet på stranden.
Der sejles langs Kegnæs og Østerby, hvor Henrik Ingemann fortsætter sin fortælling om udskibningen af den danske hær efter nederlaget og flugten fra Dybbøl i 1864.
Derefter sejler vi forbi Kalkgrunden, hvor vi får historien om fyrskibet og lodseriet til Sønderborg og Flensborg.
Turen går ud i Flensborg Fjord hvor vi vender og sejler tilbage ved Kegnæs Fyr, hvor vi skal høre om historien om fyret og udkigsstationen.
Derefter går turen hjemad langs Broager, hvor Henrik Ingemann slutter sine fortællinger med beretningen om spritbådene der sejlede farvandet tyndt i perioden 1957-1999.
Vi forsøger at genskabe lidt af stemningen ombord på spritbådene og der serveres to stk. luksussmørrebrød, drikkevarer, kaffe og chokolade mv. Det toldfrie salg ombord må man tænke sig til.
Sejlturen varer i tre timer og er eksklusiv da "M/S Tjalfe kun kan medtage 12 passagerer.
Næste tur: 19. september 2026.
Tidspunkt: Kl. 11.00-14.00.
Mødested: Havnekontoret, Nørrebro 1 A, 6400 Sønderborg senest 15 minutter før afgang.
Pris: 590 kr. pr. person, alt incl.
Tilmelding hos LOF Syd, klik her.
Praktiske oplysninger: Der sejles kun i godt vejr. Bliver det nødvendigt at aflyse pga. dårligt vejr kontakter vi deltagerne pr. mail og telefon nogle timer før afgang, hvorefter turen vil blive sejlet på et senere tidspunkt.