49 Hans Jacobsen 1889 - 1916

Født den 24.09.1889 i Mommark, Lysabild sogn. Død 07.09.1916 i Frankrig. Kanonier. 8. regiment.

Herning Folkeblad noterer den 23.09.1916 at Hans Jacobsen var faldet.

Hans Jacobsen var søn af Hans Jacobsen fra Mommark og Marie Cathrine Andresen, der var født i Notmark sogn. Forældrene blev gift i Lysabild kirke 08.05.1884. Faderen var 34 år og moderen var 24 år.

Da moderen døde i 1899, 39 år gammel, skrev præsten i kirkebogen at hun efterlod  sig mand og tre sønner. Drengene var 14, 13 og 10 år gammel.

Disse tre sønner døde alle som soldater i krigen, Peter, der var født 1886 faldt 15.09.1914, Hans, der var født 1889 faldt 07.09.1916, og den ældste Christen, der var født 1885 døde 08.11.1918, under en sygeorlov.

Faderen giftede sig igen i 1906 med en jævnaldrende enke fra Kegnæs.

Ved sessionen i 1909 boede Hans Jacobsen i Skovby, men da han blev indkaldt var han flyttet til Stevning, hvor han var blevet gæstgiver (Gastwirt) på Stevning Kro.

Hans Jacobsen blev indkaldt straks ved krigsudbruddet i august 1914 og tjente som kanonér. 

Hans Jacobsen var gæstgiver på Stevning Kro da han blev indkaldt. I 1940 brændte kroen. Den blev genopført og fungerede som gæstgiveri indtil 1983.

I.J.I Bergholt fortæller i bogen "Pligtens Vej" om  de granater kanonérne på begge sider sendte mod fjenden:

“Inden jeg går videre, skal jeg ganske kort give en beskrivelse af de forskellige granater, som skyttegravssoldaten lærte dem at kende, hvis han ellers blev gammel nok i gårde.

Navnene på de forskellige granattyper har måske været anderledes ved andre regimenter. Måske har man haft andre »kælenavne« til dem, men angsten og respekten for granaterne har sikkert været den samme.

De granater, vi frygtede mest, når vi lå ude i skyttegravene, var ikke, som man skulle tro, de svære kalibre. De kom jo langvejs fra, og dem kunne man høre et par sekunder, før de nåede målet, så man havde tid til at  »falde ned«. Nej, vi frygtede langt mere den såkaldte »Ratsch-bumm«.

Det var »kun« en ganske almindelig 7,5 granat. Kanonen var imidlertid anbragt så langt fremme, at afstanden til målet var mindst mulig, måske kun 100 meter, og det bevirkede, at den lyd , man hørte først, var »ratsch«, nemlig eksplosionen af granaten, og »bum« var selve lyden fra af skuddet, der først nåede målet, når granaten var detoneret.

En sådan fyr kunne man ikke tage sig i agt for, så alene heldet var her det afgørende. Det var overraskelsesmomentet, der gik én på nerverne.

Brisant-granaten – mærkeligt nok, har jeg aldrig hørt et kælenavn til den – var den granat, der havde den største sprængvirkning til siderne. Ved nedslaget frembragte den kun et ganske lille hul, ikke dybere end højst ti cm, det kom an på, hvor hård grunden var på nedslagsstedet. Var jorden
blød, blev hullet lidt dybere – var jorden hård, kom der næsten intet hul.

Sprængstykkerne var ganske små og spredtes i en meget stor omkreds. Hvis et sådant bæst eksploderede inden for 50 meters afstand, og man ikke lå i et hul eller havde anden dækning, skulle man være heldig for ikke at blive »skrammet« eller det, der var værre.

Disse granater blev for det meste brugt i åbent terræn, men også til  beskydning af tropper, der opholdt sig i byerne, da granaterne »kreperede« ved selv den mindste modstand, de mødte.

»Ein Kohlenkasten« var en af de sværeste kalibre, helt op t i l 28 cm. Hvor sådan én landede, blev der et hul så stort, at et lille hus kunne få plads deri.

»Fallt dir so einer auf den Kopf, kriegst du Plattfüsse!« (Får du sådan én oven i hovedet, får du platfødder).

Det var den trøst, de »nye« fik første gang, de hørte sådan én komme sejlende.

»Ein Stollen-Kwätscher« var en svær granat med tidstænding. Den gik et par meter i jorden, inden den detonerede, og splintvirkningen blev derved nedsat betydeligt, men gennemslagskraften var enorm.

Mange »Stollen« [dækningsrum] og deres besætninger har måttet kapitulere for denne type, som derfor med god grund var frygtet.

Gasgranaten var også en af de store, men var kun forsynet med en ganske lille sprængladning, der bevirkede, at granaten kun slog en revne, hvorfra gassen så strømmede ud.

Den lyd, de fleste frygtede mest, var den, som disse granater frembragte ved nedslaget. Dette dumpe »bum« var tegn på, at den »snigende død« var i anmarch, og derfor hadede v i stille vejr med tyk og tåget luft, for det var i disse nætter »gasmanden« var på færde.”