Højskoledage i april 2027 - Program














I skovens dybe, stille ro …
Velkommen til Højskoledage på Als 20.-23. april 2027. Det er med stor glæde at vi fra i år har fået mulighed for at holde højskoledagene i den gamle skovriderbolig Nygård i Nørreskoven på Als.
Nygård ejes af Skov- og Naturstyrelsen og drives af foreningen Nygård og en gruppe engagerede frivillige. Nygård har tre ord som har særlig af værdi for stedet: Natur, Kultur og Fordybelse. Det er også tre ord som vi forbinder med Højskoledagene på Als.
Nygård er et ualmindeligt smukt sted med gamle charmerende og velholdte bygninger, tæt på stranden til Lillebælt, inde i Nørreskovens dybe, stille ro.
På Nygård er der mulighed for overnatning for de højskoledeltagere der kommer langvejs fra.
Det kan ikke blive bedre.
Vi føler, at Højskoledage på Als med Nygård har fundet det sted, hvor vi hører hjemme. Den glæde vil vi gerne dele med dig/jer.
PROGRAM
Tirsdag den 20. april 2027
Kl. 14.00 - Velkommen til Højskoledagene på Nygård 2027 v/ kursusleder Henrik Ingemann og skoleleder Louise Weiss Petersen, LOF Syd. Kaffebord.
Kl. 15.00 – FOREDRAG: Nørreskoven og Nygård – Tidligere statsskovrider Inge Gillesberg har været skovrider i Gråsten Skovdistrikt i næsten 30 år. Hun var initiativtager til at omdanne skovriderboligen i Nørreskoven til et enestående natur- og kulturcenter. Inge Gillesberg fortæller om sit liv som skovrider og om Gråsten Skovdistrikt og Nørreskoven.
Kl. 18.00 – Aftensmad på Nygård: Skinkeschnitzel med brasede kartofler, ærter og smørsovs. Æbletærte med kold vaniljesovs.
Kl. 19.00 – UNDERHOLDNING: "E synnejysk Awten" - Malene Freksen er sognepræst i Dybbøl og er bl.a. kendt for sine prædiker på sønderjysk. Malene er underviser i LOF SYD. Vi ser frem til en hyggelig aften historier og fællessang.
Kl. 20.00 - Aftenkaffe med Birthes hjemmebagte småkager.
Kl. 21.00 - Hyggeligt samvær.
Onsdag den 21. april 2027
Kl. 08.00 – Morgenmad på Nygård.
Kl. 09.00 – FOREDRAG: Hertugerne på Augustenborg. Tidligere lektor Jørn Buch, Haderslev fortæller om hertugslægten på Augustenborg. Hertugerne var tysksindede og var dermed på den forkerte side i det slesvigske-holstenske oprør i 1848. De var medvirkende til tabet af Sønderjylland i 1864 og hertugfamilien blev senere forvist fra Als og Sønderjylland.
Kl. 11.00– EKSKURSION: Fra slot til fattighus – Besøg i fattighuset i Augustenborg, som nu er indrettet til lokalhistorisk arkiv og et lille lokalmuseum. De frivillige i arkivet og i det lille museum fortæller om deres arbejde med at indsamle, registrere og bevare den lokale kulturhistorie.
Kl. 12.00 – Madpakker.
Kl. 13.00 – EKSKURSION: Hofrådens Hus – Den centrale del af Augustenborg udgør et enestående kulturmiljø i Danmark. En slotsby fra senbarokken, hvor slot og tilhørende bygninger er en hel lille by - opført i den sidste halvdel af 1700-tallet. Midt i det hele ligger Hofrådens Hus som var et fornemt, fredet, men forfaldent hus. En selvejende institution er gået i gang med at redde dette hus. Folkene bag restaureringsprojektet fortæller om deres planer og visioner.
Kl. 15.00 – EKSKURSION: Englændergravene - På vejen hjem fra Augustenborg besøger vi voldstedet Helveds Hus og Englændergravene, hvor vi lægger en krans ved mindestenene for de engelske, canadiske og australske flyvere som mistede livet i Nørreskoven i efteråret 1944.
Kl. 16.00 – Tilbage på Nygård, hvor bydes på kaffebord. Der er tid til en lille gåtur i skoven eller langs standen.
Kl. 18.00 – Aftensmad på Nygård: Mørbradgryde med kartofler og championsovs og dagens salat. Chokoladetærte.
Kl. 19.00 - FOREDRAG: De gav deres liv - Historien om de allierede fly som styrtede ned på Als under 2. Verdenskrig, herunder de to fly som kolliderede og styrtede ned i Nørreskoven natten mellem den 15. og 16. september 1944. 14 unge mænd fra England, Australien og Canada mistede livet i et lille land langt borte fra deres hjem og familie. Historien fortælles af folk fra Air Force Memorial Center Als.
Kl. 20.00 - Aftenkaffe med Birthes hjemmebagte småkager.
Kl. 21.00 - Hyggeligt samvær.
Torsdag den 22. april 2027
Kl. 08.00 – Morgenmad på Nygård.
Kl. 09.30 – EKSKURSION: Sønderborgs nye vartegn - Vi besøger 16. etage på Hotel Alsik, "Point of view," hvor der er en fabelagtig udsigt over byen og havnen. Oldfrue Hanne Lensch, Hotel Alsik fortæller lidt om hotellet, som er blevet Sønderborgs nye vartegn. Vi får også et lille kik ind på nogle af hotellets andre etager. Hanne Lench er underviser i LOF SYD. Herefter går vi over til naboen: Sønderborg Bibliotek.
Kl. 10.30 – FOREDRAG: Byens Havn – Forfatteren Henrik Ingemann fortæller om sin nyeste bog "Byens Havn – Søfolk, købmænd, fiskere og godtfolk på Sønderborg Havn. Bogen er en kavalkade over havnens historie fra middelalderen, over industrialiseringen og til vore tider, hvor havnen er blevet hjemsted for nogle af byens vigtigste undervisnings- og kulturinstitutioner. Henrik Ingemann fortæller også om den store masterplan for havnen udarbejdet af den verdenskendt arkitekt Frank Gehry.
Kl. 11.30 – Madpakker.
Kl. 12.30 – FOREDRAG: Bitten Clausen – Dronningen af Als v/ Mariann Kristensen, tidl. museumsinspektør på Sønderborg Slot.
Da Bitten i 1939 blev gift med Mads Clausen, blev hun også gift med virksomheden Danfoss. Hun blev en vigtig partner for sin mand. Frem mod 1960'erne voksede Danfoss til Danmarks største industrivirksomhed og da Mads Clausen pludselig døde i 1966, blev virksomheden videreført med Bitten Clausen som bestyrelsesformand. Med tiden blev Bitten Clausen kendt som "Dronningen af Als" og bliver husket for hendes sociale engagement. Bitten Clausen fik ligesom sin mand mytologisk status på Als og efterlod sig efter sin død som 103 år gammel i 2016 mange spor.
Kl. 14.00 – FOREDRAG: Allan Brecking, der er kendt for "Breckings Bogcafé," fortæller om sin opvækst og drengeår i Sønderborg. Det er fortællingen om en tid, mennesker og en by der ikke er mere.
Kl. 15.00 – Kaffe og kage i den store sal på biblioteket leveret af café Kukken.
Kl. 15.30 – BYVANDRING: Allan Brecking tager deltagerne på en lille byvandring i de gamle gader i Sønderborgs havnekvarter.
Kl. 18.00 – Aftensmad på Nygård: Dansk hakkebøf med bløde løg, kartofler og surt. Årstidsbestemt dessert.
Kl. 19.00 – UNDERHOLDNING: Kærlighed til Als - Dusko Milovic har sine rødder i det tidligere Jugoslavien. Kærlighed til en alsisk pige bragte ham til Danmark i 1987 og han har spillet musik over hele landet. I dag er han musiklærer på Dybbøl-skolen i Sønderborg. Dusko deler ud af sin musikglæde og sin kærlighed til konen og Als.
Kl. 20.00 – Store bededagsaften - uanset alt, holder vi traditionen i hævd og serverer kakao og varme hveder på Nygård.
Kl. 21.00 - Hyggeligt samvær.
Fredag den 23. april 2027
Kl. 08.00 - Morgenmad på Nygård.
Kl. 09.00 – SAMTALE: Havnemesteren fortæller - Tidligere havnemester Finn Hansen, Sønderborg startede sin karriere på Sønderborg Sømandsskole. Senere kom han med på et togt på skoleskibet Danmark, hvorefter han sejlede som styrmand og kaptajn på de syv have.
Finn Hansen kom hjem til Sønderborg og sejlede nogle år som kaptajn i de glade dage med spritbådene. Han gik i land og arbejdede i mange år på havnen i Sønderborg som havnemester. Finn Hansen fortæller om sit liv til søs og på land.
Kl. 11.00 – Tak for denne gang.
Ret til ændringer forbeholdes.
Tilmelding
Tilmelding og betaling sker via LOF Syd's hjemmeside. Betaling af evt. overnatning sker den sidste dag på Højskoledagene og opkræves via MobilePay.
Pris: 2.300 kr. pr. person, alt incl. Her ud over betales for evt. overnatning på Nygård. Enkeltværelse: 500 kr. for tre overnatninger. Dobbeltværelse: 900 kr. for tre overnatninger.
Hvis du overnatter på Nygård er du velkommen den første dag fra kl. 12.00 så du får lidt tid til at installere dig. Vi har en sandwich og en danskvand klar til dig/jer.
Der er bad og toilet på gangen i forbindelse med alle værelserne. Der er to ekstra baderum i hovedbygningens kælder. Der er en stolelift fra kælderen til 1. sal.
Medbring selv sengetøj og håndklæder mv. (Leje af sengetøj og håndklæder koster 100 kr.).
Værelserne på Nygård er forbeholdt deltagere som kommer langvejs fra.
Ønsker man at bo i egen campingvogn er det muligt, men ikke inde i Nørreskoven. Vi kan anvise en autocamper-plads lige udenfor skoven.
Morgenmaden arrangeres af Højskoledagenes køkkenteam. Madpakkerne leveres af Spar-købmanden i Tandslet og aftensmaden leveres af slagter Nielsen i Nordborg, der er kendt for sin gode mad.
Under højskoledagene kan man købe drikkevarer: Sodavand 10 kr., øl 10 kr. og en flaske vin 80 kr. Der er altid postevand på bordene ved måltiderne.
For at skåne de fine gulve på Nygård må man ikke bruge sko med høje hæle. Ved dårligt vejr forefindes plastovertræk til dine sko til indendørs brug og man kan også selv medbringe hjemmesko.
Der må ikke parkeres inde på gårdspladsen på Nygård, men gerne langs skovvejen ned til Nygård.
Nørreskoven er en af Danmarks længste kystskove, ca. 9 km., smukt beliggende langs Lillebælt. Skoven er kendt for sine mange høje bøgetræer og fortidsminder.
Vi anbefaler, at man første gang kører ind i Nørreskoven ved Fynshav Der går kun én vej gennem skoven. Hold mod nord ca. 7 km. indtil du møder et skilt inde i skoven der viser vej mod Højskoledagene og Nygård.
Transport i forbindelse med ekskursionerne sker i egne biler, idet deltagerne finder sammen i så få biler som muligt af hensyn til miljøet og benzinpriserne.
Hvis du har specielle behov i forhold til maden bedes du venligst give os besked, så vi kan opfylde dine ønsker.
Ved aftenarrangementerne tirsdag, onsdag og torsdag inviteres frivillige fra Foreningen Nygård og fra LOF Syd.