Jacob Hansen Bonefeld blev født den 01.03.1897 på Carlsgård i Mommark, som hans far havde købt året før. Efter krigsdeltagelsen kom han på Grundtvigs Højskole i Lyngby i 1922 og senere på landbrugsskole. I 1922 blev han gift med Marie Kirstine Rasmussen, født i Lysabildskov, hvorefter han overtog sin fædrende gård i Mommark. Jacob Bonefeld var en dygtig landmand og en aktiv organisationsmand med mange tillidshverv. Ægteparret Jacob og Marie Kirstine fik ikke børn. I 1953 blev ejendommen overtaget af familiemedlemmerne Agnete og Bent Bonefeld. Disse erindringer blev udgivet i en forkortet udgave i Sognehistorisk Forenings jubilæumsbog "Lysabild sogn - herfra min verden går," i 2018. Denne udgave af erindringerne er ikke forkortet.
Vi giver ordet til Jacob Bonefeld:
- ” Da jeg nu er blevet 74 år og har god tid, og da jeg har haft et rigt og interessant liv, vil jeg opnotere nogle af mine oplevelser. Navnet ”Carlsgård” fik min fødegård, da min far i 1896 købte den af en, der hed Christian Carl. Den var da på 23 hektar og blev med en mindre besætning betalt med 45.000 mark. Far fik 20.000 mark fra sit hjem, ”Jestrupgård” til udbetaling. Resten måtte han låne i en sparekasse i Kiel.
Mor fik 6.000 mark i medgift fra sit hjem i Ertebjerg. For dem blev der bygget en ny kostald og svinestald, da pladsforholdene i de gamle stalde var middelmådige.
Den 14. februar 1903 fik jeg en bror, som fik navnet Peter Christensen Bonefeld. Samme år kom jeg i skole i Mommark. Det var en en-klasset skole med otte årgange i et klasseværelse og en lærer. Det vanskeligste var nok, at undervisningen foregik på tysk. Vi kunne i forvejen ikke en tysk sætning, men ved det, at vi alle var i en stue, og vi kunne følge undervisningen af de større børn, lærte vi ret hurtigt at tale sproget.
De første seks år havde vi en lærer, der hed Bram. Han var fra Haderslev-egnen og var missionsmand, og var en ret streng lærer.
Fire dage om ugen havde vi bibelhistorie den første time om morgenen. Vi havde temmelig mange lektier for, som vi skulle kunne udenad. Det var jeg ikke så stolt af. Jeg syntes altid, at bare den time var overstået, så var det ingen sag. Ja, tysk grammatik og retskrivning var jeg nu heller ikke så dygtig til.
De sidste to år af min skoletid havde vi en lærer, der hed Iversen, han var degnesøn fra Lysabild. Han så lidt mere praktisk på tingene.
Vinteren 1910-11 gik jeg til konfirmationsundervisning hos pastor Langelo. Det foregik på dansk. Præsten forlangte at vi hjemme skulle skrive (på dansk) om, hvad vi havde fået undervisning i den sidste time. Da vi ikke havde lært dansk retskrivning i skolen, blev det vist ikke ret godt. Den 11. april 1911 blev jeg konfirmeret, og kom samtidig ud af skolen, og det var jeg glad for.
Mine forældre havde den sorg, at min bror Peter, da han var to år, fik en lammelse i arme og ben, så han derefter havde svært ved at bevæge sig. Den første sommer efter, jeg var blevet konfirmeret, gik jeg ved den lettere ende ved landbrugsarbejdet herhjemme. Jeg hjalp bl.a. ved malkningen om morgenen. Far havde en karl foruden.
Ungdom
Til november 1911 kom jeg på Vester Vedsted Efterskole lidt syd for Ribe, altså lige nord for den gamle grænse. Vi var lidt over 100 elever, både piger og drenge. Syv elever var vi på et værelse, så vi var pakket godt sammen. Nu skulle vi til at lære dansk, men det faldt os alligevel lettere end det tyske.
Vi havde nok snarere alderen og viljen til at lære noget om Sønderjyllands og Danmarks historie. Det var noget nyt for os, det havde vi ikke hørt om i den tyske skole.
Alene samværet med de mange jævnaldrende var meget værd. Om søndagen havde vi sanglege, eller vi dansede til Overgårds violin (Overgård var lærer på skolen). Ja, det var en vinter jeg husker og tænker tilbage på med glæde. Jeg tror vi alle drog beriget hjem fra skolen d. 1. april 1912.
Så var jeg hjemme og hjalp til ved landbrugsarbejdet til 1. november 1914. Fra den tid er der også lidt at berette: Der var et spændt forhold mellem dansk og tysk i den tid, og der blev gjort meget for, den danske sag. Vor faste borg for de danske unge var forsamlingshuset i Tandslet. Der kom vi og ingen andre steder. Det højeste vi kunne tillade os var, at være med anden pinsedag i Høruphav.
Men vore ungdomsmøder, gymnastik og folkedans, alt foregik i forsamlingshuset. Der havde vi vore baller, julebal, påskebal og gymnastikopvisning med bal bagefter. Alt foregik der. Der var ikke spiritusbevilling i forsamlingshuset dengang, så vi smagte ikke spiritus som unge, men vi morede os dejligt alligevel.
Krig i sigte
Tyskerne gjorde alt, for at genere os. I vinteren 1913-14 var vi 27 unge, der blev stævnet for retten i Sønderborg, anklaget for at have deltaget i et politisk møde, og vi var ikke fyldt 18 år. Vi blev dog ikke indespærrede, men dommen lød på 40 mark i bøde. Det var to måneders løn. Det gik så vidt, at vi måtte flytte vore gymnastikredskaber op i J. Berthelsens lade og holde gymnastik der. Desværre blev vor ungdomstid for kort.
Den 1. august 1914 begyndte 1. Verdenskrig og dermed var det sket med alle fornøjelser og sammenkomster.
Alle mænd mellem 20 og 45 år blev kaldt til våben som tyske soldater, og det varede ikke længe, før de første meddelelser kom: ”Er ist für Vaterland gefallen.” (Han er faldet for sit fædreland). Og ellers kom der besked om at den og den var såret eller kommet i fangenskab. Det var en skrækkelig tid. 66 navne står der på mindestenen på Lysabild kirkegård, til minde om dem her fra sognet, der faldt i 1. Verdenskrig. Og at krigen skulle vare i over fire år, det var der ingen der troede, da den begyndte.
Den 1. november 1914 kom jeg i plads som andenkarl på en gård i Avnbøl. Det var en ejendom på 112 tdr. land. Der var to karle, en fodermester og en fast daglejer, en indepige og 2 udepiger, som hjalp ved malkningen morgen og aften. Og så var der en voksen datter hjemme, som ikke bestilte ret meget. Dengang kostede det ikke meget at holde tyende. Derfor blev der ikke sparet på det.
I august 1915 kom de første russiske krigsfanger og de blev fordelt på de forskellige gårde. Om dagen hjalp de ved landbrugsarbejdet, og om aftenen blev de samlet et sted og låst inde om natten. De fik 22 pfennig om dagen, så det var billig arbejdskraft. Jeg fik i årsløn 400 mark.
Den 1. november 1915 flyttede jeg ned til min moster, Magrethe Lane i Mommark. Min onkel Hans Lane, var indkaldt som soldat. Foruden mig var der en daglejer og en russer, der hed Johann. Det første der skete da jeg kom i den plads var, at næsten alle svinene måtte udryddes, for kornet måtte ikke bruges til svinefoder. De nyfødte grise blev aflivet, pattegrisene slagtede vi, og alt hvad der vejede over 100 pund kom på slagteriet.
Alt korn skulle afleveres, så nær som tre pund havre til hver hest og to pund til en eventuel tyr pr. dag. Det blev nu ikke overholdt. Vi søgte at snyde tyskerne så godt vi kunne og turde. Militæret kom jævnligt og gjorde husundersøgelser, for at finde formodede gemmesteder for korn, flæsk og andre livsfornødenheder.
Der var mølleri dernede i Mommark, men kværnen blev plomberet af politiet, så den ikke kunne male hvedemel, så vi kunne få et stykke franskbrød. Alt var rationeret, brød, sukker, sæbe, kød, og kaffe fik vi slet ikke nogen tildeling af. Men alle love og forordninger blev overtrådt af de fleste, vi var alle lovovertrædere.
På vej til fronten
Først på vinteren 1915-16 var jeg til session og blev taget til infanteriet. I efteråret 1916 fik jeg indkaldelsesordre, men Magrethe Lane havde reklameret for at beholde mig hjemme, så jeg slap denne gang.
Den 7. november fik jeg igen indkaldelsesordre, og denne gang måtte jeg af sted. Sammen med Jørgen Andersen, Mjang og Jørgen Philipsen, Guderup, kom jeg til et infanteriregiment i Neumünster. Der fik vi en kort, men streng uddannelse. Den 18. december blev vi iklædt nyt tøj fra top til tå, og om aftenen gik det med tog sydpå. Vi var spændt på, om vi skulle til østfronten eller vestfronten.
Det blev Vestfronten. Selve turen derned var en oplevelse. Ingen af os havde været så langt hjemmefra før. Det gik kun langsomt, vi var et helt ekstratog med soldater og vi holdt meget af tiden stille på stationerne; de ordinære tog havde forkørselsret. Den 20. december om aftenen blev der gjort holdt ved en station næsten nede ved den schweiziske grænse. Der blev alle, så nær som jeg, indkvarteret ved civilbefolkningen.
Jeg fik udleveret skarpe patroner, og nu skulle jeg helt alene holde vagt ved toget. Vi kunne høre kanontorden fra fronten. Om jeg nogensinde har været bange, så var det den nat. Stolt af det var jeg i hvert fald ikke. Om morgenen blev jeg afløst og alene mand indkvarteret hos en gammel mand, der boede helt oppe på et bjerg. Der gik kun en sti derop. Han kunne ikke et ord tysk, og jeg ikke et ord fransk, så i måtte klare os med tegn. Han var ellers meget flink, jeg fik tildelt hans bedste værelse.
Juleaften
Juleaftensdag flyttede vi til den nærmeste lille købstad, Schletstedt hed den. Der var 16 km. at gå, og det var med fuld oppakning. Så vi store drenge var godt trætte, da vi kom dertil. Vi fik anvist en skolestue, og der måtte vi holde juleaften. Det eneste der blev gjort ud af det var, at der blev rullet et anker med øl ind. Det blev lagt op på et skolebord, og der kunne alle, der havde lyst, tappe alt det øl, de lystede. Det endte også med, at en del af både officerer og mandskab blev beruset. Vi tre danskere gik ud i byen og fandt en restauration, hvor vi købte os en gang pølser og et glas vin. Sådan fejrede vi jul 1916.
Landbrugsarbejde
Vi flyttede mange gange den vinter. Vi lå i reserven, en flyvende division, kaldte de den. Den længste tid var vi i en større landsby, Bermeringen. Der var vi til 29. april og i mellemtiden var jeg udkommanderet til landbrugsarbejde på en større gård, og det var jeg glad for.
Jeg hjalp ved tærskearbejdet, ved den daglige syssel med heste og kreaturer, ved gødningskørsel og pløjning. Der var altid fire heste for ploven der. Jeg blev også betroet i smug at male hvede på en håndkværn. Det var jeg stolt af. Vi var i det hele taget på bølgelængde med at snyde tyskerne så meget, vi kunne.
Der var kun 14 køer på gården, men betydelig flere heste, to hingste og ca. 20 hopper foruden opdræt. Køerne gav ikke megen mælk. På mindre brug blev de brugt som trækkraft. Mejeri var der ikke noget af. De havde en håndcentrifuge i køkkenet, og i den kom den nymalkede mælk, og så kærnede de selv deres smør.
Der blev kun renset ud ved heste og køer en gang om ugen, og det skete med en slæde af træ med en stud som trækdyr. Den trak så slæden ud på møddingen, hvor møget blev læsset af.
Kosten var også noget anderledes end herhjemme. De bagte runde brød, og de blev skåret, som vi skærer en lagkage. Morgen og aften fik vi mælk og brød. Midt på dagen fik vi flæsk og brød.
Orlov
Men alt får en ende. Den 29. april flyttede vi igen til en anden by. Derfra fik jeg orlov, men det blev en sørgelig orlov. Da jeg kom hjem, lå min bror meget syg, og han døde, mens jeg var hjemme. Jeg søgte om at få min orlov forlænget til efter begravelsen, men jeg fik ikke nogen besked, og turde derfor ikke blive hjemme, og jeg kom ikke med til hans begravelse.
Den 18. maj kom jeg tilbage til kompagniet, og så kom jeg på skansearbejde. Vi gravede understandere (beskyttelsesrum) om natten og sov om dagen. Der fik vi de første lus.
Den 17. juni kom vi til et andet regiment og skulle uddannes til stødtropper. Der gik vi og kastede med skarpe håndgranater, og lærte hvordan vi bedst kunne erobre franskmændenes skyttegrave. Det var planlagt, at der skulle stormes 1. august, og tyskerne havde orden i tingene og var godt forberedt.
Fra asken til ilden
Den 3. juli kom vi så i forreste linje i noget, de kaldte St. Martin stillingen. Det var et roligt frontafsnit. Skyttegravene var pænt lavet med brædder i bunden til at gå på. Vi syntes egentlig, at når det ikke var værre at komme i forreste linje, så var det hele ikke så slemt endda.
Vi tre alsinger talte altid dansk sammen, og da der var gået nogle dage, kom der en og sagde på dansk: "Nu vil jeg vide hvem I er, for jeg kan da høre, I er fra Als." Den vedkommende var i det civile liv bagermester i Himmark. Han havde hidtil været alene dansker ved kompagniet, men efter den tid holdt vi fire altid sammen. Heine kaldte vi ham, var en god kammerat. Han var gammel soldat og var os unge en god læremester.
En aften blev vi kaldt sammen, der skulle en patrulje ud for at undersøge franskmændenes stilling. De lå i en skovkant, og vi lå i en skovkant med en eng og et vandløb imellem os, i alt ca. 150 m.
Vores kompagnifører spurgte, om der var frivillige, der ville påtage sig opgaven. Det var der ikke. Så sagde han: "Dann können die drei Dähnen gehn, sie sind für das selbe ausgebildet". (Så kan de tre danskere gå, de er uddannet til det samme).
Og af sted måtte vi, en ordre er en ordre, og den skal udføres. På den anden side mente vi, at der måske nu var en chance for at komme i fransk fangenskab. Vi blev udrustet med håndgranater, og et bræt til at gå over vandløbene på. I nattens mulm og mørke gik vi så i gang. Vi kom godt over og så blev det spændende. Vi kunne se gløderne af franskmændenes cigaretter, men som vi nærmede os, forsvandt både cigaretgløder og franskmænd. Vi måtte gå tilbage igen og vi kom ikke i fangenskab.
Stilhed før stormen
Den rolige stilling blev kun af kort varighed. 17. juli kom vi i stilling ved højen 304, og der havde vi de første tab. 19. juli kom vi til en anden stilling nordøst for Verdun, og det var et uroligt sted.
Den 5. august stormede vi de franske stillinger. Det begyndte med en kanontorden fra over 40 batterier. Da var klokken 8 minutter i 5 om morgenen, og på slaget 5 blev der helt stille og roligt, og i samme minut var vi ovre i fjendens stillinger. Vi tog en masse fanger og vore tab var forsvindende få.
Men de næste 10 dage er de værste jeg har oplevet. Nu lå vi i franskmændenes stillinger, men de gik til modangreb, og da havde vi store tab. Forsyningerne kunne ikke komme ud til tiden, og det endte med at vi måtte trække os tilbage igen.
Jeg meldte mig syg og kom også tilbage i ro et par dage. Men den 15. august var jeg igen på vej til skyttegraven sammen med en kammerat. Vi gik bagefter køkkenvognen, og der blev jeg såret af spærreilden, som vi kaldte det, et bælte, der blev beskudt af fjenden, for at forhindre forsyningerne i at nå frem til fronten.
Jeg blev samlet op af et køretøj, der havde været ved fronten med ammunition. De lagde mig på nogle tomme granatkurve. Det var en slem køretur uden at være forbunden. Det var der ingen tid til, fordi vi blev beskudt.
Omsider kom vi til en forbindingsplads, hvor jeg kom af tøjet og blev forbundet. Om morgenen blev jeg sammen med andre sårede flyttet til et feltlazaret. Der lå jeg hele dagen i en hal, hvor de samlede de sårede og så hvordan mange døde. Der blev ved med at komme nye sårede, der var hårdere modtaget end jeg. Så de lod mig ligge til det var næsten aften, før jeg blev opereret. Der var to operationsborde og to læger ved hvert bord.
Jeg vågnede af bedøvelsen, inden de havde forbundet mig. De fortalte mig, at jeg var hårdt medtaget, at jeg ikke fik min førlighed igen, og at jeg var færdig med krigen. Det var jeg både varm og kold ved, men det blev så min skæbne. Jeg havde da livet i behold.
På lazaret
Dagen efter blev byen beskudt, og alle der kunne flyttes, skulle flyttes. 20. august blev jeg sammen med mange andre kørt til stationen og anbragt i et hospitals-tog. Dagen efter kom vi til Darmstadt, hvor vi blev fordelt på forskellige lazaretter der.
Jeg kom sammen med tre andre til et privathospital, hvor vi fik et værelse for os selv. Jeg kom til at ligge ved vinduet, men var meget sløj efter at have kørt i tog et helt døgn så kort tid efter operationen. Der var også gået betændelse i såret. Vi blev passet af katolske søstre, og forbindingerne blev skiftet mange gange i døgnet, både dag og nat.
Søsteren, der passede mig, var en helt ung pige, højst 25 år. Venantia hed hun. Hun var meget god ved os. Hver morgen kom hun, før hun gik i kirke, hvilket søstrene gjorde hver dag, og spurgte, om hun også skulle bede for os. Det skulle hun naturligvis. Jeg fik i det hele taget et stort nummer hos søstrene, de ville gerne snakke med mig. Senere, da jeg var oppegående, blev jeg ofte hentet for at hjælpe i køkkenet, og hvad jeg ellers kunne lave. Der var også katolske søstre i køkkenet.
Skønt jeg var den dårligste af os fire, da vi kom på hospitalet, var jeg den første, der kunne stå op af sengen. Det var omkring 1. oktober. Da havde jeg også den glæde, at mor og far helt uventet kom og besøgte mig. Det var vel nok en overraskelse.
Jeg havde mange oplevelser i Darmstadt. De fine fruer i byen ville også gerne gøre noget for fædrelandet. De kom af og til og kørte mig i rullestol til eftermiddags-forestilling i biografen, og bagefter var vi på cafe, hvor de spenderede kaffe på mig. Det gjorde de endda længe efter, at jeg kunne gå.
På besøg hos storhertugen
Jeg blev også indbudt til at besøge storhertugparret Eleonora og Ludvig på deres sommerresidens, der lå noget uden for byen. Vi blev afhentet i lukket vogn, blev beværtet med dyresteg og meget andet godt. Der var balletpiger, der lavede opvisning for os, og de små prinser overrakte os fotografier af storhertugparret. Jeg havde det meget godt i Darmstadt, men mor og far havde uden min viden, søgt om at få mig til Sønderborg.
Mod Sønderborg
En dag fik jeg så udleveret en billet, og skulle melde mig på et lazaret i Rosengade i Sønderborg. Jeg kom dertil 20. november om morgenen, men var der kun kort. Så blev jeg flyttet til frimurerlogen, der også var indrettet til lazaret.
Der var vi ca. 20 oppegående sårede soldater, alle her fra Als og Sundeved. Det var helt hjemlige forhold at komme til. Vi måtte gerne rejse hjem på lørdag-søndags orlov, når vi opførte os godt. Det kostede 10 pfennig at komme med toget fra Sønderborg til Neder Tandslet. Vi fik 33 pfennig om dagen i løn.
På lazarettet fik jeg mit ben masseret hver dag, og jeg fik også elektriske behandlinger. Ellers gik dagen med at spadsere i byen og holde øje med, om vi kunne træffe bekendte. Ellers spillede vi kort. Der kom også unge piger fra de bedre, men tyske familier i byen og besøgte os for at forkorte tiden.
Juleaften kunne jeg ikke få orlov før festlighederne var overstået der i logen. Vi fik god mad, der var juletræ, uddeling af gaver og salmesang, og så havde jeg aftalt med min far, at han skulle hente mig ved 20.30-tiden med hest og vogn. Selv om det blev lidt sent, kom jeg hjem og holdt jul sammen med mor og far, hvilket jeg var glad for. Jeg tror også de var glade for at have mig hjemme igen. Det blev da så kun en jul, jeg måtte fejre i det fremmede.
Afsked fra militæret
Efter at vi havde fejret Kejser Wilhelms fødselsdag d. 27. januar 1918, fik jeg orlov "bis zu entlassung", som de kaldte det. Jeg fik altså lov til at blive hjemme til jeg blev afskediget ved militæret.
Den 1. marts fik jeg besked om, at de ikke mere kunne bruge mig, og jeg blev kendt 40% invalid. Det gav dengang 33 mark om måneden.
Krigen var dog ikke slut endnu, og det var faktisk en trist tid. Jeg længtes ærlig talt efter militæret og mine kammerater. Men så den 11. november 1918 var det hele forbi, og snart begyndte soldaterne så småt at komme hjem, men for manges vedkommende gik der dog lang tid.
På højskole
Vinteren 1919-20 var jeg på Den Grundtvigske Højskole i Lyngby. Rejsen derover blev noget dramatisk. Jeg var med det tog, der blev impliceret i den største togulykke, der har været i Danmark, togulykken ved Vigerslev. Der var 41 døde og mange flere sårede. Jeg kom godt fra det, og vi kan vel i dag godt sige, at hvad jeg alt har været udsat for, så er de sidste 50 år af mit liv blevet skænket mig.
Der var 40 sønderjyder på skolen den vinter. Vi var jo afskåret for at komme over grænsen de år krigen varede. Vi havde en dejlig fornøjelig vinter på skolen. Næsten hver søndag var vi i København og fik set en del teater og revy, men det kneb med kontanter. Vi havde ingen kroner, og de tyske mark blev mindre og mindre værd. Far lånte 500 kr. ved en københavnsk smøggrosserer for at holde mig på skolen. En dag havde vi den oplevelse, at Kong Christian d. 10. besøgte os. Han ville se os sønderjyder, der havde været med i krigen.
Genforeningen
Den 10. februar var vi hjemme til afstemningen i Sønderjylland. Det var en festdag af format. Alene rejsen hjem var en oplevelse. Alle var så glade. Vi tog med toget til Korsør. Derfra sejlede vi med et ØK skib til Sønderborg. Ved afrejsen var der musik på Banegården. Det samme var der ved modtagelsen i Sønderborg. Det var de franske Alpejægere, der spillede for os. Selve afstemningen vil jeg ikke berette noget om. Det er der nok andre, der har gjort.
Den 23. marts rejste jeg hjem fra skolen for at blive forlovet.
I Vinteren 1921-22 var jeg på landbrugsskole. De ville starte en ny landbrugsskole på Stevns, og jeg blev tilbudt et ophold er for 50 kr. for hele vinteren. Det kunne jeg ikke stå for.
I sommeren 1922 byggede vi aftægtshuset til mine forældre, oppe ved vejen (der hvor vi nu bor). Den 5. oktober blev vi gift og overtog ejendommen i forpagtning. De første år var ikke gode for os. Det var kolde og dårlige somre.
Krisehjælp
I 1923 fik vi først sået i maj måned. Priserne blev mindre år for år. I 1923 fik vi endnu 40 kr. pr. tønde korn. I 1927 fik vi 27 kr. og 1930 var det helt nede på 7 kr. pr. tønde, ja det var faktisk usælgeligt.
Staten måtte træde hjælpende til. Vi fik alle krisehjælp, som de kaldte det. Det var nærmest for at vi kunne få vores ejendomsskatter betalt. Indkomstskatter havde vi ikke, der van ingen indkomst for bønderne.
Køer, som skulle udsættes overtog staten for 50 kr., og så blev der lavet kød- og benmel af dem. "Stauningkøer" kaldte vi dem.
Smørret var helt nede på 70 øre pundet. Vi fik tildelt svinekort, for at vi ikke skulle producere for mange grise. Vi fik 40 svinekort om året, så der var ikke mange muligheder for at tjene penge. Men medhjælperlønningerne var også små. I efteråret 1934 havde jeg en daglejer for 3 kr. om dagen.
Bedre tider
Efter hånden blev tiderne dog bedre igen, og vi klarede os helt godt. I 1930 købte vi en bil. Det var der ikke mange, der havde dengang. Jeg hentede den selv på samlefabrikken i København, en helt ny Ford årgang 1930. Den kostede 3.000 kr. I 1947 blev den solgt for 10.000 kr.
Af tillidshverv har jeg haft mange. Det første fik jeg i 1930, da blev jeg valgt til formand og kasserer for Skelbæk Lokalforening, en korn- og foderstofforretning.
I 1931 blev jeg formand og kasserer for hesteforsikringen. Året efter dannede vi en hesteavlsforening, som jeg også blev formand for.
I 1932 oprettedes Sarup Brugs og der blev jeg medlem af bestyrelsen, så har jeg også været bestyrelsesmedlem af Lysabild kontrolforening, Tyreavlsforeningen for Mommark, Sognerådet i Lysabild, Venstreforening for Sydals, Tandslet Andelsmejeri (senere formand), i repræsentantskabet for dagbladet "Hejmdal".
Af revisorposter har jeg også haft en del, først af Tandslet Andelsmejeri, så af Sønderjysk Andelssmøreksportforening i Sønderborg, af Lysabild Sogns Menighedsrådskasse, og af Tandslet Forsamlingshus.
Så jeg tror nok, jeg har aftjent min borgerlige værnepligt. Det er tillidshverv, som har været lidt eller slet ikke betalt. Det er ikke der, jeg har tjent mine penge. Men det har været interessant og lærerigt at få indsigt i så mange ting.
Jeg har haft interesse for mange ting inden for landbrug, mest vel nok kvægavl og hesteopdræt. Vi fik med tiden oparbejdet en rigtig god kvægbesætning, selv om vi ind imellem også havde modgang.
Mund-og klovsyge
Da besætningen blev prøvet for kvægtuberkulose, faldt de næsten alle sammen, så vi måtte sætte alle køer og kalve ud og anskaffe nye. To gange har vi haft mund- og klovesyge. Første gang var i 1926, og da led vi stort tab. Alle smågrise døde, og de drægtige søer fødte for tidlig. Der måtte ikke leveres mælk til mejeriet og svin på slagteriet i 6 uger. Posten og alle handlende måtte ikke komme ind på vores gårdsplads, og vi måtte ikke forlade ejendommen før sygdommen var overstået, og staldene var vasket grundigt og desinficeret.
Jeg har gjort meget ud af hesteavl. Hvert år havde vi to eller tre føl. Det førte så igen med sig, at jeg kom til at handle med heste. Jeg har solgt mange både til private og hestehandlere.
Da vi ingen børn har, forpagtede vi i 1953 ejendommen ud til Agnete og Bent Bonefeld, som er mine to fætres og en kusines børn. Og vi flyttede her op på aftægtet. I 1966 fik Agnete og Bent skøde på "Carlsgård".
Den 5. oktober 1972 fejrede vi guldbryllup, og det blev en uforglemmelig dag for os. Det blev fejret fra morgenstunden af. Vi har indtil nu været på aftægt i 23 år, og vi synes vi har haft 23 gode år heroppe.