Manden på loftet - Jens Frederik Heise

Jens Heise fortalte aldrig om, hvordan han deserterede fra krigen og gemte sig hjemme på loftet i 16 måneder. Han drømte næppe om, at hans historie inspirerede til en roman og nu til en storfilm, som vil markere 100-året for fredsslutningen i 1918

Jens Frederik Heise, 1889 - 1968.

Romanen Knacker bygger på Jens Heise's fantastiske historie.

Nikolaj Coster-Waldau får hovedrollen og skal spille Jens Heise i den nye storfilm.

Postkort til Jens Heise da han lå på lazarettet. En hilsen fra kammeraterne ved fronten.

Jens  Frederik Heise var søn af Christian Frederik Heise og hustru Anna Marie, født Nør. 

Forældrene blev gift 12.09.1867 i Lysabild kirke.

De fik 10 børn, hvoraf Jens Frederik Heise var nummer 10 i søskendeflokken. De to ældste brødre og en søster emigrerede til USA i 1885-1901. Broderen Christen Heise (nr. 43) faldt i 1. Verdenskrig.

Jens Frederik blev født den 16.08.1889 i Vibøge og han døde i Lysabild på årets sidste dag i 1968.

Han voksede op på Vibøgetoft i Vibøge. Efter endt skolegang og konfirmation i Lysabild kirke i 1904, tjente han på forskellige gårde i omegnen, bl.a. hos gårdejer Nis Nissen i Vibøge i årene 1906-1908.

Af bevarede postkort fremgår det, at hans kommende kone, Kathinka Duus fra Hartsø Mølle, var tjenestepige samme sted i 1908. Det var nok her at de lærte hinanden at kende.

I 1909 blev han tjenestekarl hos gårdejer C. Duus Faurholm i Tandslet. Samme år kom Kathinka Duus i tjeneste hos gårdejer C. Christensen Vibøge.

Under alle omstændigheder fandt Jens og Kathinka sammen og de blev viet i Kegnæs kirke den 18.11.1910, begge 21 år gamle.

Efter vielsen bosatte de sig i Skovbyballe, og året efter blev de forældre til den første af tre døtre.

Jens arbejdede som karl og som arbejdsmand, hvor han hjalp til med murerarbejde rundt omkring på øen.

Jens Frederik Heise hjemme på orlov hos hustruen Kathinka og datteren Didde. Han var solbrændt og man kan se mærkerne efter den hjelm, han havde på i skyttegraven.

Soldaterbillede fra Flensborg inden afgangen til fronten. Jens Heise ses i midterste række, nr. 2 fra venste.

Indkaldt og udeblevet

Jens Heise boede som nævnt i Skovbyballe, da han blev indkaldt. Han gjorde tjeneste i Rusland, Belgien og Frankrig som reservist regiment nr. 86, 2. kompagni og senere i regiment nr. 75, 10. kompagni.

Jens Heise blev såret to gange. Den ene gang blev han såret i venstre hånd, og den anden gang blev han ramt af et projektil i den ene lunge.

Projektilet i lungen blev aldrig opereret væk, den levede han med til sin død i 1968.

Han lå på lazaret Station Fürstenberg i Neuenahr og senere i Flensborg.

Han fik nok af krigen og forlod lazarettet. Med andre ord bliver han desertør og leger efterfølgende kispus med myndighederne i 18 måneder.

Jens Heises datter og svigersøn, Anne og Hans Lyck, fortalte i 1997 den fantastiske historie til Kathrine Lasse Johannsen:

Efter en sygeorlov hjemme, skulle Jens Heise tilbage til lazarettet i Flensborg. Det sidste han sagde til Katinka (kaldet Tinka) var: - ”Jeg kommer tilbage, jeg vil ikke mere ….”

Herefter lod Tinka sovekammervinduet stå på klem!

Jens Heise holdt ord. Han stak af fra lazarettet og satte kursen tilbage mod Skovbyballe - til fods med fuld oppakning og gevær. Midt om natten nåede han pontonbroen i Sønderborg, hvor han slap over uden at vagten foretog sig noget.

Tidligt næste morgen nåede han Skovbyballe. Da var hans fødder fulde af vabler.

Han kunne ikke gå hjem da han var klar over, at gendarmerne snart ville møde op på for at lede efter ham. Det skete også. Tinka kom i et skarpt forhør og blev også truet. Men hun havde ikke set noget til sin mand.

Jens Heise gemte sig i det gamle sprøjtehus på den nu nedlagte vej mellem Vibøge og Fjelby. I flere dage levende han af den mælk, han kunne malke om natten af de fritgående køer på marken.

Efter nogen tid fik han kontakt med sin bror Andeas, som boede hjemme og som ikke var blevet indkaldt på grund af et stift ben.

Andreas hjalp Jens med mad og planlægning af en flugt til Ærø.

Flugtforsøg til Ærø

Der lå en robåd ved Lillehavet, som de mente kunne bruges til flugten. Ved stille vind kunne man ro over til Ærø. Men først skulle de have flyttet båden over Drejet til Storehavet.

De skulle bruge en hest. Den hentede de uden at spørge hos Tinkas bror Peter Duus. Han var indkaldt, men bedstefaderen boede på gården.

Da hesten havde trukket båden på plads, gav de den et dask bagi og regnede med at den selv fandt hjem. Det gjorde den også. Næste morgen stod den på gården med seletøj og det hele. Det undrede man sig noget over.

Brødrene skubbede båden ud og sænkede den under vandet med store sten. Flugten var planlagt til den kommende nat.

Dagen efter blev det lavvandet. Man kunne se båden. Så to gendarmer stod og holdt vagt, da Jens næste nat kom til stedet. Han blev anholdt uden at de vidste, hvem han var.

Da den ene gendarm fjernede sig lidt for at hente sin taske, slog Jens bogstaveligt til.

Han slog den ene gendarm under hagen og flygtede ud på Kegnæsgårdens marker, ind i en sennepsmark, hvor han kunne skjule sig, hvis de skød efter ham.

Han løb tilbage til Tinka. De var klar over, at han hurtigt måtte søge tilflugt i Sprøjtehuset igen. Det ville ikke vare længe før gendarmerne igen ville komme for at søge efter ham.

Flugten til Ærø mislykkedes. Gode råd var dyre. Vinteren var på vej.

Manden på loftet

Oppe på loftet i hjemmet fik Jens indrettet sig et skjulested. Huset var sammenbygget med naboen Jens Møllers ejendom, så han lavede også en skjult lem ind til naboens høloft.

I løbet af vinteren var Tinka flere gange i forhør. Der var også husundersøgelser, hvor Jens Heise krøb gennem den skjulte lem og ind på naboens høloft.

I 16 måneder boede han på sit eget og naboens loft og det gav anledning til mange tildragelser.

I hele sit liv var Jens Heise en ivrig biavler. Selv om han levede i skjul, ville han gerne passe sine bier. Når han blev iklædt hvidt tøj med hat og slør, så kunne han gå rundt i haven. Alle troede, at det var broderen Andreas, som også var biavler.

Juleaften kom han ned til Tinka og datteren forklædt som julemand. De kunne være sammen, men ganske trygge har de nok ikke været.

Da datteren på seks år lærte at regne, undrede hun sig flere gange over at der ved måltiderne blev dækket op til to med tallerkner og bestik. Når der skulle vaskes op var der altid tre sæt tallerkner og bestik!

En gang opdagede datteren Jens Heise. Moderen holdt fast i at det ikke var hendes far, men broderen Andeas hun havde set. Datteren holdt stædigt på, at det var manden på billedet inde i stuen, hun havde set, altså hendes far.

De kolde vinterdage ville Jens gerne tænde op i kakkelovnen inden Tinka kom hjem fra arbejde. Men dette måtte de også være forsigtige med, da ingen skulle undre sig over at der kom røg fra skorstenen. Jens’ tøj kunne heller ikke hænges ud til tørring.

En vintermorgen gik Jens Heise en tur i mørket. Han mødte en russisk krigsfange, som arbejdede hos Jørgen Hansen, Skovbyballe. Russeren fortalte senere på gebrokkent tysk, at han havde mødt Tinka’s mand, men ingen troede på ham. Alle troede at Jens Heise var i Danmark.

De mange dage i skjul blev udnyttet. Han syede sit militærtøj om til arbejdstøj og militærstøvlerne blev syet om til knapstøvler til datteren. Havde tid nok.

Spion på besøg

Jens Heise skrev et falsk brev til Tinka. I dette brev fortalte han, at han var kommet i Danmark og opholdt sig hos en enkekone i Kolding. Han håbede at finde arbejde i Danmark og skulle nok klare sig.

Tinka gik til Kommuneforstanderen med det falske brev.

Men myndighederne var fortsat mistænksomme. Flere gange kom en spion fra gendarmerne og spurgte ind til Tinka – hvordan klarede hun sig? Hun fortalte, at hun havde lidt arbejde på gårdene rundt omkrig, hvor hun kunne tage datteren med. På denne måde fik de til føden og lidt penge. Men der var jo intet at købe, rationeringerne var strenge. Naturalier var derfor velkomne.

Rationsmærkerne til Tinka og datteren rakte ikke langt. Men de havde nogle høns og en gris til slagtning i et skur lidt fra huset. Jens passede dyrene, men han turde ikke gå derhen, når der var sne. Fodsporene kunne ses i sneen. I haven havde de også kartofler og grøntsager. Det hjalp på husholdningen.

Frem i lyset

Jens Heise var desertør. Straffen var streng. Og han måtte fortsat skjule sig, da krigen sluttede den 11. november 1918. Tyskerne havde fortsat myndigheden på Als. En gang desertør, altid desertør.

Efterhånden så det hele dog lidt lysere ud.

Den 8. januar 1919 besøgte han første gang sin mor på Vibøgetoft - på hendes fødselsdag. Hun blev noget chokeret, da hun regnede med at han var ”vermisst” og at hun aldrig ville se ham mere.

Efterhånden rygtedes det, at Jens Heise var kommet hjem.

De fleste troede dog ikke på, at han havde skjult sig på loftet i 16 måneder.

Når Tinka mødte gendarmerne så de skævt til hende. Der blev ikke gjort noget. De var jo også klar over, at de ikke beholdt deres stillinger efterhånden som afstemningen og genforeningen nærmede sig.

Jens og Tinka var lykkelige for at trængslernes tid var forbi.

De havde levet et farligt og hemmeligt liv og kunne nu se frem til et mere fredeligt liv som husmandsfolk i Drejby.

Det lille husmandssted på Kegnæsvej 73 i Drejby som Jens Heise byggede i 1926.

Vennerne Jens Heise og Andreas Maj, hjalp hinanden med at bygge deres husmandssteder i Drejby.

Husmand  på Drejby

Efter krigen var det Jens og Tinka's store drøm at få deres eget lille landbrug, og da noget af jorden på Kegnæsgård i 1925 blev udstykket i 8 husmands-parceller var de så heldige at få lov til at købe.

Betingelserne var, at man skulle være gift, have været ved landbruget og have opsparet en kapital.

Jens og Tinka havde hele livet været flittige og arbejdsomme, og det var lykkedes dem uden hjælp fra familien at opspare kapital, som de kunne købe jorden for.

Den 18. 03.1926 blev der trukket lod om de 8 husmands-parceller.

Jens Heise og vennen Andreas Maj trak de sidste to parceller og blev naboer.

De havde begge erfaring med murerarbejdet så de hjalp hinanden og begyndte straks på byggeriet af de to husmandssteder.  Deres koner hjalp også til med at hente sand ved stranden og lave mursten til byggeriet.

Alt dette er fint beskrevet af Andreas Maj i bogen - "men træet har dybe rødder", som er udgivet af Lysabild sognehistorisk Forening.

De 8 nye husmandssteder blev til det vi kender som Drejby. Familien Heise boede i det der i dag er Kegnæsvej 73, og familien Maj boede på Kegnæsvej 83.

Familierne Heise og Maj forsatte livet igennem med at hjælpe hinanden og fik et nært venskab.

Ved siden af driften af husmandsstedet fortsatte Jens Heise med at lave murerarbejde for folk på egnen.

Jens og Tinka på deres gamle dage i Lysabild.

Huset i Lysabild

Omkring år 1945 påbegyndte Jens Heise byggeriet af et hus i Lysabild, hvor ægteparret flyttede ind i 1951, da den ældste datter Didde og Hans Lyk overtog husmandstedet på Drejby.

I Lysabild havde Heise og Tinka en stor have med frugttræer, grøntsager, kartofler og bær.

Da den gamle skole ved Degnegården skulle rives ned hentede Jens mursten, som blev renset og genbrugt til at bygge en lade bagved huset.

Tinka og Jens fik en god alderdom og i 1960 kunne de fejre deres guldbryllup.

Jens Heise fortalte sjældent om sit liv ved fronten eller om de 16 måneder, hvor han gemte sig for tyskerne på loftet derhjemme. Det har sandsynligvis været et kapitel i hans liv forbundet med stor smerte.

Jens Heises store interesse livet igennem var biavl, og han solgte honning til folk på egnen.

Børnebørnene husker, at når de blev stukket af bedstefaderens bier, fik de 50 ører som trøst.

Da Jens død fik han en lille bikube og bier på sin gravsten.. Senere blev gravstenen fredet og kan den dag i dag ses på Lysabild kirkegård.

Jens Heise’s børn

 

  • Christine Marie blev født 09.07.1911. Hun blev gift med Hans Lyk, Drejby
  • Anna, blev født 24.12.1920. Hun blev gift med Holger Nielsen, Sønderborg.
  • Kathinka Margrethe (Grethe) født 31.01.1922. Hun blev gift med Svend Kallesøe, Augustenborg.