04 Jørgen Andersen 1897 - 1916

Født i Lysabildskov, Lysabild sogn den 24.05.1897. Død (savnet) 30.10. 1916 i Frankrig. Infanterie-Regiment Nr. 93, 6. kompagni.

Brødrenes navne på Marselisborg-monumentet.

Tysk infanterist med fuld udrustning.

Jørgen Andersen var til session i 1915, da var han tjenestekarl i Lysabild.

Han var lidt højere end sin bror Peter Andersen og vejede lidt mere, 72 kg.

Jørgen var lillebror til Peter, som endnu ikke var fyldt et år, da han blev født.

Måske begyndte de samtidig i Lysabildskov Skole, i hvert fald blev de konfirmeret samme dag, Palmesøndag 1911, sammen med 20 andre drenge.

Konfirmationen foregik på dansk, ugen før var der konfirmation på tysk, her blev seks drenge konfirmeret. De fleste af drengene har sikkert deltaget som soldater i 1. verdenskrig.

Foruden Peter og Jørgen, faldt fem andre konfirmationsdrenge fra 1911 i krigen:  Jørgen Møller fra Skovbyballe, Jørgen Jørgensen fra Lysabild,  Wilhelm Hansen fra Skovby – samt Christen Jørgensen fra Ny Pøl og nr. 17 Christen Christiansen fra Gammel Pøl, som de vel også havde gået i skole sammen med.

Skolebillede fra Lysabildskov Skole ca. 1905 med lærer Bonnichsen og hans kone. I 1905 var Jørgen og Peter  8 og 9 år. og søsteren Cathrine 12, mon ikke de alle tre er med på billedet. To andre faldne, Christen Jørgensen fra Ny Pøl og Christen Christiansen fra Gammel Pøl, kan også være med på billedet.

Ved sessionen blev Jørgen Andersen tilknyttet Landstormen, men året efter kom indkaldelsen.

Han skulle møde i Sankt Avold sidst i april 1916 og gøre tjeneste ved II Reserve Regiment 113.

Sankt Avold lå den gang i Tyskland, i området Elsaß-Lothringen, der var blevet en del af Tyskland efter den tysk-franske krig 1870-71. Efter verdenskrigen blev området igen en del af Frankrig og ændrede navn til i Alsace-Lorraine.

I en tabsliste i oktober 1916 meldes, at Jørgen Andersen fra Lysabbelholz tilknyttet regiment 93 er savnet – vermißt – uden yderligere oplysninger.

I en senere tabsliste fremgår at han blev savnet ved Courcelette den 30.10.1916, og at han var tilknyttet 6. kompagni ved infanteriregiment 93.

Courcelette lå i Somme departementet, hvor der var mange kampe i september 1915.

Tyske sanitetssoldater ved Somme.

Fælledgården i Lysabildskov

I 1779 blev 12 gårde fra Lysabild udflyttet til Lysabildskov.

Mange af gårdene gik i arv fra far til søn i flere generationer.

Det gælder også Fælledgård, hvor Jørgen Andersen blev født.

Den oprindelige udflytterbonden på Fælledgården hed Anders Christensen. Under 1. Verdenskrig var gården ejet af hans tipoldebarn, Jørgens far Andreas Jensen Andersen, der var gift med Anne Marie Hansen fra Fjelby.

Forældrene blev gift i oktober 1893, da var han 29 år og  hun var 20 år.

De fik mellem 1893 og 1907 ialt 12 børn. Kun fem blev voksne.

En datter døde som 11-årig i 1918, seks andre var tre hold tvillinger, hver gang en dreng og en pige, der kun levede få dage eller få måneder.

To døtre og tre sønner nåede voksenalderen. De tre sønner var alle med som soldater i Verdenskrigen. To af dem vendte ikke tilbage.

Jørgen Andersens far døde i juni 1938, hans mor i august 1943.

Fælledgården i Lysabildskov.