38 Johannes Theodor Hansen 1882 - 1914

Født 10.05.1882 i Broager, Broager sogn. Død 20.08.1914. Gefreiter. Infanterist. Regiment 61.

Johannes Theodor Hansen.

Da Johannes er 20 år bor han i Vollerup, som i dag er en del af Sønderborg. Han er banearbejder. Det må have været ved E Kleinbahn. Her ses damptoget, som dengang kørte gennem gaderne til stationen i Sønderborg.

Johannes Theodor Hansen blev født i Skelde den 10.05.1892 og døbt i Broager Kirke.

Han var uægteskabelig søn af Elsabe Cathrine Theodora Hansen, datter af inderste Lars Hansen og Elsabe, født Christensen. Elsabe er et gammelt sønderjysk pigenavn.

Der er ingen oplysninger om hvem der var far til Johannes T. Hansen.

I 1895 gifter moderen sig med Mathias Christensen og får flere børn: Thomas, Kathrine og tvillingerne Else og Marius.

Marius omkommer i 1911 sammen med naboens lille datter, da der er brand i familiens hus (Omtales i en dansk-amerikansk avis).

Den 24.03.1907 bliver Johannes Theodor Hansen konfirmeret. Den 23.07.1912 gifter han sig i Lysabild kirke med Marie Lassen, datter af Jørgen Lassen.

Han er 20 år og hun er 18 - Johannes er bahnarbeiter (banearbejder) og bor i Vollerup.

Samme år er han på session, hvor han vejer 66 kg. og er 1,72 m. høj. Han har et godt syn.

I 1912 fødes datteren Theodora  i Skovby – moderen bor hos sine forældre, mens Johannes fortsat har bopæl i Vollerup/Ulkebøl.

I oktober 1912  indkaldes han til aftjening af sin værnepligt ved Infanteriregiment 61.

Tre måneder efter dør hustruen Marie i Skovby. Johannes er da musketer ved garnisonen i Thorn (i dag Thorun i Polen). Året efter dør datteren Theodora – Johannes er fortsat ved garnisonen i Thorn.

Johannes T. Hansen mister altså både sin kone og sit eneste barn, mens han aftjener sin værnepligt.

I april 1914 bliver han forlovet med Maries søster Kathrine, der bor hos forældrene i Skovby med sin søn Chresten, født 1909. Kathrine er gravid med Johannes.

I august falder han ved Gumbinnen i Øst-Preussen.

Kampene ved Gumbinnen foregik den 17.- 23. august 1914. Området ligger nu i Rusland (Gussew). På mindestenen i Lysabild er dødsdatoen angivet som 10.09.1914.

Godt tre måneder senere føder Kathrine tvillinger, som døbes Mathias og Theodora. Inden han faldt havde Johannes T. Hansen vedkendt sig faderskabet.

Sønnen Mathias dør i 1917 som tre-årig. Theodora tildeles pension (efterladterente), som barn af en soldat, der faldt i krigen.

Johannes Theodor Hansen har fået sit navn med på mindestenen i Lysabild til trods for, at han ikke er født i sognet eller boede i sognet da han faldt. Når han alligevel fik sit navn på Lysabild-stenen skyldes nok hans tilknytning til sognet via ægteskabet med Marie Lassen fra Lysabild.

Slaget ved Gumbinnen i dagene 19.-20 august 1914 var en af de indledende kamphandlinger på Østfronten. Slaget endte med russisk sejr. Den tyske strategi var defensiv, og havde primært til formål at forhindre russerne i at erobre Østpreussen og Köningsberg. De tyske tropper var på omkring 150.000 mand, mens russerne havde omkring 200.000 soldater på fronten.

De lokale tyske kommandanter ønskede ikke yderligere tilbagetrækninger, blandt andet af hensyn til styrkernes moral.

Om natten mellem den 19. og 20 august rykkede tyskerne frem med sit armékorps. Der var tale om et forhastet angreb, som advarede russerne og gjorde dem i stand til at indsætte artilleret mod de tyske styrker. Den tyske tilbagetrækning blev noget kaotisk og de mistede omkring 6.000 mand, som blev krigsfanger.

Generalerne Hindenburg og Ludendorff standsede den tyske tilbagetrækning og vendte krigslykken, da de seks dage efter nederlaget ved Gumbinnen indledte slaget ved Tannenberg og slog russerne tilbage.

 

Herunder: Postkort og billeder fra kampene ved Gumbinnen i efteråret 1914.